mod Kongen, der i det følgende Aar kom til virkeligt Udbrud, er umiskjendeligt, om end den egentlige Sammenhæng nu ikke let lader sig paavise. Saa meget er imidlertid vist, at om Skule ikke havde haft andre Grunde for at begunstige Jon Jarls Mordere, maatte han være tilbøjelig dertil alene som Gejstlighedens Yndling eller rettere som den, der altid søgte at staa paa en god Fod med denne. Thi siden Biskop Adams Drab var Jon Jarl i Gejstlighedens Øjne et Uhyre, for hvem ingen Straf var for haard, og flere af den Tids gejstlige Annalister sige endog udtrykkeligt, at hans Drab var en fortjent Straf fra Gud[1]. Derfor er det heller ikke usandsynligt, at ogsaa Biskop Arne i Bergen og flere andre Gejstlige have gjort alt hvad de kunde for at frelse Jarlens Drabsmænd fra Straf; og det gik da her, som det gaar saa ofte, at de fornemste og mægtigste bleve skaanede, medens de ringere derimod maatte lide Straffen i hele dens Strenghed. Som Undskyldningsgrund har man vel anført, at hine vare berusede, og derfor ikke fuldkommen ansvarlige for deres Handlinger.
Om Begivenhederne paa Orknøerne nærmest efter Jarlens Drab vides der saa godt som aldeles intet. Hans Eftermand hed Magnus, og døde 1239, men om denne Magnus var en Søn, eller en Frænde af Jon Jarl, vides ej. Det sidste synes rimeligst, da Sagaen ellers upaatvivleligt havde omtalt ham som Jarlens Søn og nærmeste Eftermaalsmand. Men hvis Søn han var, eller i hvad Slægtskabsforhold han i saa Fald stod til den dræbte Jarl, angives ingensteds; det er imidlertid højst sandsynligt, at han var en Søn af Gilbrigid eller Gilbert, Jarl af Angus, og enten en Systersøn eller Dattersøn af Jon Jarl. At han paa mødrene Side var beslægtet med Jarleætten, viser allerede Navnet Magnus, thi det er tydeligt nok at han maa være bleven opkaldt efter den hellige Magnus Jarl[2]. At Sukcessionen ved denne Lejlighed maaskee gik langt hen i
- ↑ Se den melrosiske Krønike ved dette Aar, saavel som Fordun, IX. 48.
- ↑ Det paalideligste Aktstykke, man her har at holde sig til, er det oftere, senest i Symblæ ad hist. Norv. aftrykte Dokument af 1443 om de orknøiske Jarlers Descendens. Dette plejer udtrykkeligt at tilføje, naar nogen Jarl var Søn af sin Forgænger, og intet derom at ytre, naar det ej var Tilfældet. Da der nu staar: „Cui (Haraldo) successit comes Johannes ejus filius, cui Johanni successit comes Magnus secundus“ uden Tillægget ejus filius, har man allerede heri visselig al Grund til at antage at Magnus ej var Jons Søn. Hertil kommer, at Douglas, i sin Peerage of Scotland, udtrykkeligt opstiller Magnus, anden Søn af Gilbert Jarl af Angus, med en Datter af Patrik, Jarl af March, som Jarl af Katanes, med det Tillæg efter Lord Hailes: „det troes almindeligviis, at Alexander den II overlod Jarledømmet Katanes til Magnus i 1222, da det blev frataget Jon Orknø-Jarl til Straf for Biskop Adams Mord“, en Ytring, hvis Rigtighed dog Douglas selv betvivler, skjønt han siden, dog neppe efter nogen god Kilde, for
