til Norge, paa Tilbagerejsen til Orknøerne samme Høst forliste og omkom, uden at nogen af dem reddedes. Blandt dem vare maaskee flere, der kunde gjøre Fordring paa Jarleværdigheden, og det er maaskee med Hensyn hertil at Sagaskriveren tilføjer: „mange Mænd have seent faaet Erstatning for dette Tab“[1]. Sandsynligviis var det ogsaa Haanevs Hensigt, da han den følgende Vaar vilde drage hjem, at fordre Jarldømmet enten før sig eller Snækoll, da Døden overraskede lunt. Den nye Jarl, Magnus, havde sin Ophøjelse paa Orknøernes Jarlestol maaskee alene den Omstændighed at takke, at den skotske Konge forlenede ham med Katanes; men dette fik han ikke ubeskaaret, da Kong Alexander, stedse troligt følgende den Politik, naar Lejlighed gaves, at dele de store Len i flere, nu ogsaa skilte den sydlige Deel eller Sutherland, mellem Hjalmundal og Ekkjal (Ochiell) fra Katanes, og gav det til Villjam Freskyn, fra hvem de følgende Jarler af Sutherland nedstammede. Om Magnus Jarl nogensinde kom til Norge og hyldede Haakon, nævnes ej; det synes heller ikke at være skeet, uden at man derfor just kan antage, at han har søgt at løsrive sig fra Norges Herredømme. Men Orknø-Jarlerne bleve nu mere og mere dragne ind i Skotlands Interesser; og Jarldømmet hver Katanes blev mere og mere Hovedsagen, Herredømmet over Orknøerne kun en Bisag, og gjennem Jarlehuset og dets Omgivelser fremskyndedes igjen Befolkningens egen Denationalisation, saa at en Mængde skotste Familier allerede havde nedsat sig paa Øerne, og skotsk Sprog og Leveskik allerede herskede ved
- ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 173. Dette omtales ogsaa i Annalerne for dette Aar 1233, med Ordene „týndist gœðinga skip Orkneyja“. d. e. „omkom et Skib med Orknøingernes ypperste Mænd“; gœðingr, af góðr, betegner nemlig, „brav Mand“, „anseet Mand“. Besynderligt nok, har Th. Torvessøn her læst gœðinga som gýðinga, d. e. „Jøders“, og i sin Orcades S. 163 skrevet: Navis Judæorum in Orcadibus periit, hvilket igjen har givet Barry (hist. of Orkn. S. 190) Anledning til at skrive: in his time a Jewish ship was lost here, probably of great value; but we are not informed from what cuuntry she came, whither she was bound or what were the articlcs of her cargo (!)
der efterfulgte ham“; dette er siden udraderet, og en forskjellig Haand har tilføjet: „han egtede Blanc Basse, Datter af Kong Villjam, og havde med hende en Søn, Magnus Jarl af Orknø og Herre til Hjaltland“, hvilket alt sammen maa være urigtigt, thi Jon kunde neppe, i det Forhold, hvori han stod til Kongerne Villjam og Alexander, have været besvogret med dem uden at det udtrykkeligt havde været omtalt, og Herre til Hjaltland var han, som bekjendt, ikke. Det rimeligste er derfor simpelt hen at følge Slægt-Diplomet, i Forbindelse med de her ovenfor meddeelte Oplysninger, saaledes som det i Texten er skeet. Sandsynligviis har Gilbert af Angus, hvis Fader havde samme Navn, paa mødrene Side været af det orknøiske Jarlehuus, enten gjennem den athollske eller den rossiske Green. Vist er det, at Oprettelsen af Jarledømmet Sutherland skriver sig fra denne Tid.
