ten var i det Hele taget samlet paa saa faa Hænder, at dens Indehavere sædvanligviis følte fra hævede over Lov og Ret, og indtoge næsten en saadan Stilling lige overfor hinanden, som uafhængige Fyrster i et større Statssysten, hvoraf da fulgte at alle deres Tvistemaal sædvanligviis afgjordes ved Fejder, eller hvis man gik fredeligere frem, ved Privatforlig og Voldgift, sjelden ved Lov og Dom, der i det hele taget nu kun syntes at være til før den ringere Mand, hvis Stilling tinder disse idelige Uroligheder maa have været aldeles utaalelig. Fejderne førtes med Haardhed, endog med Grumhed. Lemlæstelser, fornemmelig Afhugning af Hænder eller Fødder, hørte til Dagens Orden, deels paa Grund af virkelig Hevntørst fra Sejrherrens Side, deels vel os fordi man i hiin Tid, og især paa Island, ingen andre Midler havde til at gjøre stridbare og vaabenføre Fiender uskadelige, thi faste Borge og sikre Fængsler fandtes ej. Den allerede ovenfor og oftere omtalte, i de særegne Forholde paa Øen grundede Besynderlighed, at de store Høvdinger ofte tillige beklædte gejstlige Værdigheder, og uden Hensyn til deres Egenskab som Prester eller Diakoner deeltoge i Fejderne paa Lægmands Viis, maatte nødvendigviis svække Kirkens Anseelse, saavel ved den Forargelse, et saadant Forhold gav, som ved den Vane, hvori man derved kom til al behandle Gejstlige paa samme Maade og med ligesaa liden Ceremoni, som Lægfolk, thi man træffer ligesaa hyppigt, at Prester og Diakoner, efter en endt Kamp bleve lemlæstede eller paa andre Maader forhaanede, som Ikkegejstlige. Og hvad Sædeligheden angaar, da synes den paa denne Tid at have staaet paa det laveste Trin. Egteskabets Hellighed respekteredes saa godt som slet ikke. Utroskab i Egteskab og aabenbart Konkubinat hørte til det sædvanlige, og det ligesaa meget blandt Gejstligheden, som blandt Lægfolk. At Budet om Gejstlighedens Coelibat end mindre lod sig gjennemføre paa Island, end i Norge, kan der ej siges saa meget om, hvis Prester og Diakoner blot havde overholdt den egteskabelige Troskab, eller overhoved levet i ordentlige Egteskaber, men saadant hørte næsten til Undtagelserne. Naar Folkets Lærere og de, der skulde foregaa med godt Exempel, bare sig saaledes ad, kan man begribe, hvorledes det stod til med Moraliteten hos Menigmand[1]. Hvad der ogsaa synes at have bidraget meget til den almindelige Forvirring, er den Omstændighed, at efter Godordenes Samling paa faa Hænder blev Thingmandsbaandet selv mere løst, og rettede sig ikke længer strengt efter lokale Grænd-
- ↑ Oplysende Exempler paa denne mislige Sædelighedstilstand ere anførte i Cap. 4 af en Udsigt over Sturla Thordssøn den yngres Liv, som er optagen i Safn til Sögn Islands ok íslendskra bókmenta, 3die Hefte.
