Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/801

783

1180–1230. Begivenheder paa Island.

ser; hver enkelt af en Godes Thingmænd kunde nemlig frasige sig hans Thing og sige sig i Thing med en anden Gode, uanseet paa hvilken Kant dennes Godord laa; og dette kom sandsynligviis deraf, at Goderne selv ofte ikke residerede i Godordsdistriktet, eller at en og samme Mand kunde have Godord i forskjellige Dele af Øen, hvorved Bevidstheden om lokale Jurisdiktioner ophørte, og Thingbaandet mere gik over til at blive personligt. De hæderlige Biskopper, Kløng i Skaalholt og Brand Sæmundssøn i Hole, søgte vel efter Evne at overholde Fred, Ro og Sædelighed, men det ældre Biskopsvældes patriarchale Dage, som paa Isleif-I, Gissur-3 og Jons Tid, vare nu forbi. Biskopperne selv vare for meget Høvdingernes Ligemænd i verdslig Henseende til at kunne hævde den nødvendige Autoritet over dem; vi have desuden ved Sturla Thordssøns Tvist med Einar Thorgilssøn seet Exempel paa, at Biskopperne selv ikke kunde holde sig ganske frie for Berørelse af Parti-Aanden, idet Kløng holdt med Einar, Brand derimod med Snorre. Erfaringerne fra hiin gyldne Tid, sammenlignede med Minderne fra den næst foregaaende, havde noksom godtgjort, at Øens Statsforfatning i og for sig ikke formaaede at sikre den nødvendige Orden og Rolighed, men at dette ene kunde skee og virkelig skede, ved en overordnet, med Høvdingernes verdslige Magt aldeles inkommensurabel Autoritet, som den, hine Biskopper udøvede. Men denne Autoritet svækkedes mere og mere, efter som Høvdingerne selv bleve Gejstlige, og den Glorie, som omsvævede Kirken og Gejstligheden, mere og mere adspredtes. I hiin Tid havde Biskopperne, beskyttede deraf, ikke trængt til nogen ydre Støtte: deres egen Anseelse holdt dem oppe, og den daværende Metropolitans, den bremiske og siden den danske Erkebiskops Indgriben i de islandske, som overhoved i Norrønafolkets Kirkevæsen, var desuden for svag til at kunne give dem nogen Bistand. Men da Høvdingerne begyndte at vore dem over Hovedet, og den gamle Selvtægt igjen begyndte, dog i en saa meget frygteligere Skikkelse, som Magten var mere ulige fordeelt, da kan man ikke tvivle paa, at de, som meest lede herunder, og indsaa, at Biskopperne alene uden ydre Støtte ikke længer formaaede at hemme Uordenen, ofte med sig selv og nærmeste Venner afhandlede det Spørgsmaal, hvorledes en saadan Tingenes Orden atter kunde bringes til Veje, under hvilken de selvraadige Høvdingers Magt holdtes i Domme af en overordnet Myndighed, og hvilken Myndighed dette i saa Fald maatte være, da Biskoppernes egen ikke mere slog til. Ved saadanne Lejligheder maatte Tanken nærmest falde paa den norske Erkebiskop, under hvilken Islands Kirker imidlertid vare henlagte, og som nødvendigviis maatte kunne gribe langt virksommere ind i Øens Kirkeforhold end den lundske Biskop, saavel formedelst den større Nærhed, som ved de mange politiske og især sociale Baand, der allerede forbandt Island med Norge. Men for saa