herved umiskjendeligt allerede at antyde en vis Berettigelse for de norske Konger til at blande sig i eller føre Tilsyn med Begivenhederne paa Island, en Berettigelse, hvilken vel de norske Konger ogsaa, lige fra Harald Haarfagres Tid have gjort et Slags Fordring paa, og paa hvilken de neppe nogensinde ganske havde gjort Afkald. Slutningen af Brevet er ret merkelig, da den omtaler den ovennævnte Tvist mellem begge Lande, saavel som Biskop Kløngs Affældighed og Nødvendigheden af at paaskynde Efterfølgerens Indvielse. „Saa og“, heder det „maa I godtgjøre, hvad I have forbrudt mod Kongen og hans Undersaatter, om end mange maa deeltage i Boden, hvor de egentlige Gjerningsmænd kun ere faa. Ligesaa maa I, hvis I ville lyde et godt Raad, ikke længer udhale Biskopsvalget, men lad ham (den udvalgte) ganske vist denne Sommer komme hid til os, thi Biskop Kløng mangler baade Aands- og Legems-Kraft, og I kunne ej længer vente nogen Gudstjeneste af ham; men seer eder vel for, hvem I vælge, og tager ingen anden til Høvding, end den, som I antage helst vil kunne styre eders Sind til Gud[1]. Af disse Ytringer sees, at Brevet maa være skrevet.1175 eller 1176, efter at Kløng allerede havde faaet Tilladelse til at nedlægge sit Embede, ja maaskee endog efter Kløngs Død, men førend Erkebiskoppen endnu havde erfaret enten denne, eller Thorlaks Udvælgelse, sandsynligviis fordi Misforstaaelsen mellem begge Lande afskar Kommunikationen. Et Par andre saakaldte Breve fra Eystein til Island, der ogsaa ere opbevarede, men som mere synes at være Uddrag af Hyrdebreve eller Provincialstatuter for hele Provinsen, altsaa lige saa meget for Norge, handle om Kirkefreden, og sætter Bans Straf med Forbud mod Begravelse i Kirkegaard for hver den som raner en Kirke eller Kirkegaard, eller forgriber sig paa dem, der søge Tilflugt i en Kirke mod Voldsomhed, saavel som paa Pilegrime, ligesom der ogsaa fastsættes Ban for Kvinderan og Voldtægt[2]. Biskop Thorlak var ej alene en særdeles lærd Mand, der havde studeret udenlands, sex Aar først i Paris og siden i Lincoln, men ogsaa en særdeles dygtig og nidkjær Mand, der med største Iver søgte at sætte de da herskende hierarchiske Principer igjennem, saa at han endog efter sin Død vandt Helgenglorien; men al hans Iver brød sig dog for-
- ↑ Brevet er aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, 1ste Bind, S. 237–239.
- ↑ Disse saakaldte Breve ere aftrykte sammesteds, som litr. B. og C., S. 239–244; men de have mere Statut– end Brevform, og synes paa flere Steder at være affattede lige saa meget for Norge, eller hele Provinsen, som for Island, da det f. Ex. heder „skjønt Folk i dette Land for dets Vankundigheds Skyld ere blindere for sit Bedste end de fleste andre“. Jevnfør ogsaa Bestemmelsen om dem, der forgribe sig paa Pilegrime, for saa vidt disse ikke overbevises om Svig mod Landets Konge og hans Hirdmænd.
