gjæves mod de mægtige Høvdingers Trods, uagtet flere af disse, der havde modtaget gejstlig Vielse, i denne Henseende endog kunde kaldes hans Undermænd. Den i andre Henseender udmærkede Jon Loftssøn, selv Diakonus, vovede endog at have Biskoppens egen Syster Ragneid til Frille; da Biskoppen bansatte ham derfor, gjengjeldte Jon dette ved at stille sig med endeel Bevæbnede foran Kirkedøren paa Gaarden Skard, hvor han vidste at Biskoppen skulde komme, og derved at hindre ham Adgangen til Kirken; paa Biskoppens Spørgsmaal, hvad dette skulde betyde, svarede han at det kun var Repressalier, fordi Biskoppen havde negtet ham Adgang til Kirken. Da Biskoppen hertil svarede, at han endnu ikke havde lyst fuldkommen Forbandelse over ham, i Haab om at han vilde angre sin Synd, men at han nu, da dette Haab viste sig forgjæves, vilde gaa frem med den fulde Strenghed, negtede Jon slet ikke, at han nok havde fortjent Bansstraf, men erklærede tillige, at Biskoppens Forbandelse ikke vilde omvende ham; alene Guds Naade kunde forandre hans Hjerte og Sind; naar Tiden kom, skulde han nok sende hans Syster bort, men frivillig, ikke tvungen af Biskoppen. Da ingen vilde give efter, var det vel endog kommet til Haandgribeligheder, hvis ikke en fælles Ven havde faaet begge Parter til at drage hver til sit. Men den, som egentlig sejrede, var dog Jon, thi Biskoppen vovede ej at udføre sin Trusel; kort efter sendte han Ragneid frivillig bort, og nu blev han strax løst af Bannet. Hvilke Storme der rejste sig, da Thorlak strax efter sin Hjemkomst til Island 1178 begyndte at sætte de kanoniske Bestemmelser om Patronatsretten i Kraft, idet han negtede Kirkeejerne Bestyrelsen af deres Kirker med tilhørende Kirkegods, og derhos forsøgte at gjøre flere indgribende Forandringer i den islandske Kirkeforfatning, navnlig ved at indføre Exkommunikationen og Coelibatet, men hvorledes alle disse Forsøg strandede paa Høvdingernes bestemte Modstand, „saa at det hele Kæremaal maatte falde i hans Embedstid,“ er tidligere udførligt omtalt. Maaskee blandede sig heri ogsaa politiske Hensyn, eller en afgjort Modbydelighed for at modtage Befalinger af en udenfor Landet værende Myndighed, undtagen Paven selv, liden Sigurd Ormssøn paa Svinafell udtrykkeligt indvendte mod Thorlaks Paaberaabelse af Erkebiskop Eysteins Autoritet, „at Nordmænd eller Udlændinger ej havde Magt til at fratage Landets Børn deres Rettigheder.“ Erkebiskop Eysteins Strid med Kong Sverre og Landflngtighed hindrede ham, som vi have seet, fra at understøtte Thorlak. Nye Formaninger og Straffebreve sendtes af Erik, da denne var bleven Erkebiskop, men uden bedre Held.[1] „Jeg vidste nok,“ siger han i et Brev til begge Biskopper at der var meget hos eder, som det ej skulde være, men aldrig
- ↑ Finn Jonssøns Kirkehist. I. S. 293–294. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
