har det været mig saa klart som nu, og af hvad jeg har hørt, indseer jeg at S maa trænge højligt til Guds Venner. Skjønt vi ikke omstændeligen kan opregne alt, hvad der kunde være nødvendigt, ville vi dog med faa Ord berøre hvad der især ligger Magt paa, nemlig Egteskabets Hellighed og Presternes Opførsel. Enten maa I adlyde dette og bringe andre til at adlyde dem, eller ogsaa bør I ej være Biskopper over dem, der ej ville modtage disse Bud. Og om end de Mænd, som Gud har forlenet med Magten, sig og andre, over hvem de ere satte, til Hjelp, heller ville bruge sin Magt til det Onde, end til sit eget og andres Gavn, og kalde det noget Nyt og uhørt, naar man kommer med saadanne Forestillinger, saa skulle I dog ikke lade Sandheden forstodes for deres Ords Skyld. Da jeg nu er sat over eder begge, faa skulle I begge ogsaa modtage denne min Befaling efter den Lydighed, I skylde Gud, St. Peter, og mig, og rette eder derefter. Og hvis saa skeer, at man fuldstændigt rejser sig mod eder, og saa trodsigt vil holde paa den gamle Uskik, at eders Bud slet ikke skal gjelde, saa tager heller eders Tilflugt til mig, end at I skulde forspilde baade eders egen Salighed, og deres, som I ere satte til at vogte.“ Erkebiskoppen gaar derpaa over til at give omstændelige Regler for Fæste- og Giftermaal, saavel som at bestemme Banstraffe for Giftermaal i forbudne Led, Egteskabsbrud og Blodskam[1]. Han synes ikke engang at have oppebiet, hvad Virkning dette Brev vilde gjøre, da han udfærdigede en ny Skrivelse til Biskop Thorlak, saavel som Jon Loftssøn, Bødvar Thordssøn, Orm Ivarssøn, Odd Gissurssøn og Gissur Hallssøn[2], hvor han i skarpere Udtryk end nogensinde gjennemgik de herskende Synder, og paa den mest indtrængende Maade appellerede til Høvdingernes Fornuft og bedre Vidende. „Vi vide,“ siger han, „at der er forstandige Mænd i dette Land, og de vilde i Sandhed kunde kaldes forstandige, hvis deres Forstand bar gode Frugter. Vi sigte her til dem, som selv kjende Guds Lov, og vide, hvori I forsynde eder; thi for dem seer det farligt ud, som indsee deres egne og andres Fejl, og om de vilde, kunde rette paa dem. I vide godt, Jon og Gissur[3], at hvad vi her tale til eder, er nødvendigt baade for eders og for vor Skyld. I være Navn af Christne, men tilstaar oprigtigt, I der kjende Guds Lov, om I
- ↑ Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, S. 244–249.
- ↑ Da Erkebiskop Erik, som det ovenfor er viist (S. 257), indviedes 1189, og de to her omtalte Breve, saavel som et tredie, der nedenfor kommer til at berøres, øjensynligen ere skrevne før det, der udfærdigedes fra Biskopsmødet i Bergen 1190, er det tydeligt nok, at begge hine tilhøre 1189.
- ↑ Han nævner her udtrykkeligt Jon og Gissur, fordi det var bekjendt, at de vare i Besiddelse af en for den Tid ualmindelig Lærdom, ej at tale om at Jon selv hørte til den gejstlige Stand, se ovenfor II. S. 1044.
