Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/809

Denne siden er korrekturlest
791
1180–1230. Begivenheder paa Island.

Tid kommer, da alt andet regnes for Tant, undtagen hvad der er gjort til Guds Tjeneste[1].“

Hvor sandfærdige de Beskyldninger vare, som Erkebiskopperne havde fremført, og hvor langt deres Skildringer af Sædelighedens Tilstand paa Øen var fra at indeholde Overdrivelser, vil noksom sees af følgende korte Oversigt over de fornemste og følgerigeste Begivenheder siden Kampen paa Sælingdalsheden 1171. Uagtet Hvamm-Sturla ved denne saavel som det paafølgende Forlig 1172 havde faaet Overhaand over sin Medbejler Einar Thorgilssøn, ophørte dog endnu ikke Striden mellem dem og efterhaanden bleve ogsaa andre Høvdinger dragne ind deri, eller der udspandt sig nye Tvistemaal, alt efter som Sturlas Magt, og i Forhold dertil hans Overmod, tiltog. Den næste Tvist, som Sturla havde, og hvori Einar Thorgilssøn ogsaa deeltog, opstod deraf, at en af Sturlas Thingmænd, der vilde hente en Frille tilbage, som var bleven ked af ham og havde taget sin Tilflugt til en anden Mand, dræbte denne, og siden tyede til Sturla om Hjelp, hvilken Sturla syntes han ej vel kunde negte ham, skjønt han selv fandt hans Handling strafværdig. Den dræbte havde været Thingmand under den gamle anseede Thorleif Beiskalde i Hitaardal, den samme, i hvis Huus Biskop Magnus for mange Aar tilbage (1148) var omkommen ved den ulykkelige Ildebrand[2], og som siden havde raadet til Eftergivenhed, da det nær var kommet til aabenbar Kamp mellem Einar og Sturla ved Hvamm[3], men som nu ansaa sig forpligtet til at sagsøge Drabsmanden. Denne blev ogsaa dømt fredløs, men Sturla skaffede ham ud af Landet ved Hjelp af en paalidelig Mand, ved Navn listig, og herover blev Thorleif, som rimeligt var, meget fornærmet. Han forbandt sig med flere, hvoriblandt Einar Thorgilssøn, drog til Hvamm med 360 Mand, og stevnede Ufeig at stande til Rette. Sturla, der ej havde saa mange Folk hos sig, kunde ikke hindre det, men gav sin Harme Luft ved at spotte Thorleif, fordi han altid havde saa store Planer fore, „skjønt de rigtignok nu vare intet i Sammenligning med det Stykke Arbejde, da han brændte Biskop Magnus inde, og selv blev slæbt grædende ud af Ilden“. „Ingen“, svarede Thorleif, „kunde sørge mere over denne Ulykke end jeg, og det er just ikke saa vist, at den er renere, som ikke tager sig nær af saadant; men det lader nok til at du har glemt, at du vilde være bleven dræbt ved din Gaard ligesom en Melrakke i sin Hule, dersom ikke jeg havde hindret det.“ Paa Thinget, hvor Thorleif fremmede Sagen med Iver, blev der mæglet Forlig, saaledes at begge

  1. Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, I. S. 249–251.
  2. Se ovenfor II. S. 860.
  3. Sammesteds S. 960.