fordeelagtigt. Imidlertid blev han der om Julen, og talte oftere til Jarlen om sine Anliggender, idet han bad ham raade sig, hvad han nu skulde finde paa. Flere af Hofmændene, der troede at det virkelig forholdt sig saaledes, som man sagde, raadede til at tage ham af Dage. Dette vilde dog ikke Jarlen, men tillod derimod at man prøvede paa at drikke ham fuld i Viin og Mjød, for under Rusen at aflokke ham den rette Sammenhæng. Men Sverres Sind var alt for opfyldt af Bekymringer til at han kunde finde nogen Smag i Bordets Glæder, og han merkede desuden snart hvad man havde i Sinde. Det lykkedes dem derfor ikke at faa ham beruset, og de bleve lige kloge paa hvad de skulde tro om ham[1]. Da Julen var forbi, og han saa, at der ingen Hjelp var at faa hos Jarlen, forlod han dennes Hof for at drage til Vermeland og forsøge, om det vilde gaa ham bedre hos Folkvid Lagmand, hvis Frille eller Hustru Cecilie var Datter af Kong Sigurd Mund, og følgelig skulde være hans Syster. Paa denne Rejse havde han kun een Mand med sig, og døjede usigeligt ondt. Det var, heder det i Sagaen aldeles som der i Æventyr fortælles om Kongebørn, der flygte for deres Stifmødres Forfølgelser, thi 6 eller 7 Dage i Rad foor han vild i store ubekjendte Skove, og led meget baade af Hunger og Kulde. Endelig – det maa vel have været i de sidste Dage af Januar – kom han til Vermeland, og mødte der nogle Folk, som nys vare komne fra Norge. Af dem fik han vide, at Kong Eystein Meyla var dragen fra Throndhjem ned til Viken, og at der havde staaet et Slag paa Ree, hvor Eystein selv var falden med en heel Deel af sine Mænd, men at de øvrige havde adspredt sig og taget Flugten, deels til Vermeland, deels til Thelemarken, deels til Danmark. Denne Efterretning gjorde Sverre end mere bedrøvet og mismodig. Dog begav han sig til sin Syster Cecilie, og hun, der selv havde at beklage sig over Erling Jarls Haardhed, tog kjærligt mod ham, ja hun skal endog allerede have ladet et Gjestebud berede for ham, da hun hørte at han kunde ventes[2]. Der tales ikke om, at hun ytrede mindste Tvivl angaa-
- ↑ Sverres Saga Cap. 6.
- ↑ Der tales ikke med et eneste Ord om, at hun skulde have ytret Tvivl om hans Herkomst. Men det maa vel merkes, at Forhandlingerne mellem Sverre og hende i Vermeland foregik i al Stilhed, og neppe i Overvær af nogen, der senere kunde fortælle dem, eller i det mindste havde Interesse af at fortælle dem anderledes, end hun og Sverre ønskede dem fortalte. Da hun nu siden, som vi ville see, kom til Norge og nød hans Beskyttelse, faldt det ogsaa af sig selv, at deres Forhold fremstilledes som om det altid havde været saa broder- og systerligt som muligt. Men man maa derhos erindre, at Cecilie under enhver Omstændighed maatte synes godt om, at der rejste sig Fiender mod Erling skakke og Magnus, og derfor er det i sig selv slet ikke urimeligt, at det virkelig gik til, som Sagaen fortæller, uden at man deraf just kan slutte at hun i sit Hjerte var overbeviist om Rigtigheden af Sverres Foregivende.
