Parter skulde voldgive Sagen til Afgjørelse af Einar Thorgilssøn eller Sturlas Svigerfader Bødvar, efter Lodkastning. Lodden traf Bødvar, som bestemte en ubetydelig Pengebod, hvormed Sturla for denne Gang slap. Men han var, som man kunde vente, yderst opbragt mod Thorleif, hvilket ogsaa viste sig kort efter, da der var udbrudt en farlig Smitsot paa Sønderlandet, og han spurgte en derfra kommende Rejsende, hvorledes det stod sig med Thorleif. Paa Svaret: „vel, til alles Glæde“, sagde Sturla: „det kan saa være, da alle Kvaler opspares for ham til det andet Liv.“ Siden kom Sygdommen til Vestfjorden, og Sturla selv blev angreben. Hiin samme Mand bragte Efterretningen til Hitaardal, og Thorleif ytrede dertil: „har han det ondt nu, faar han det dobbelt saa ondt siden.“ Ny Anledning til Rivninger mellem Sturla og Thorleif saavel som dennes Venner, voldte Sturlas Frillesøn Sveins Overmod og voldsomme Færd. Han gik endog saa vidt, at Sturla selv maatte bolde ham i Tømme; saaledes fordrede han ved en Lejlighed at der skulde tilkjendes ham en Bod af 200 Hundreder Vadmaal, medens Sturla nedsatte Boden til ni Hundreder. De, som forfulgtes eller forurettedes af Sturla og Svein, fandt da sædvanligviis Tilflugt og Understøttelse hos Thorleif Beiskalde og Einar Thorgilssøn. Einar spurgte endog ligefrem en af de saaledes forfulgte, den rige Bonde Thorhall, om han ej ønskede at Thorleif og Einar skulde anfalde Sturla, og gjøre det af baade med ham og Svein, imod at han selv, Thorhall, afholdt Bøderne; og herimod havde Thorhall ikke det mindste at indvende. Foretagendet vilde vel og, i det mindste fra Einars Side, være kommet til Udførelse, hvis ikke en Prest, der var tilstede, havde advaret Sturla og Svein. Siden blev Thorhall dræbt ved Sveins Anstiftelse og i hans Paasyn; da fik Einar og Thorleif Anledning til, atter at holde Færansdom ved Hvamm, uden at Sturla kunde hindre det. Han indbød endog Thorleif, der var beslægtet med hans Hustru Gudny, til sig, hvilket Tilbud Thorleif dog ikke fandt sig foranlediget til at modtage[1].
Nogen Tid efter (1174) havde Svein Sturlassøn den Frekhed at røve Valgerd, en Datter af den højbyrdige Prest Olaf Sølvessøn paa Helgafell, kort efter at hendes Moder, den smukke Hallgerd Runulfsdatter, ligeledes var røvet og bortført af Høvdingen Paal Thorvaldssøn i Vatnsfjorden, der understøttedes af sit Broder Snorre, som dog først havde søgt at afsnakke ham dermed. Da Olaf Solvessøn og hans Broder Paal Prest i Reykjaholt hørte til en af de fornemste Høvdinge slægter[2], og nøde stor Anseelse, gjorde dette megen Opsigt, og Jon
