at ytre deres Kjærlighed paa, og Thorbjørg og jeg have jo altid været saa gode Venner; dette bliver en Sag mellem Paal og mig alene, hvorom vi nok skulle komme ud af det med hinanden“. Paal meente, at dette dog maatte give Sagen en noget anden Vending. Men Sturla sagde at det havde intet at betyde, og derom kunde man tale siden; nu maatte man først see til at komme til Ende med Hovedsagen. Denne tog man da igjen fat, men Paal var nu, som den kloge Sturla alt for godt skjønnede, bleven noget forknyt, og gjorde ikke længer nogen Vanskeligheder ved at afstaa den saa meget omtalte Trediedeel. Derved blev det da, og Forliget kom saaledes endelig i Stand. Da Bødvar og Sturla skulde ride fra Gaarden, bade Paal Prests Venner ham om at overlade Sturla Selvdom angaaende Knivstikket. Paal sagde at han just ikke havde nogen Lyst dertil, da man af Sturla altid maatte vente sig Ubillighed, hvor fagert han end talte. Imidlertid takkede han dog i venlige Udtryk Sturla for hans Medvirkning til, at Forliget saa snart var kommet i Stand. Sturla svarede dertil, ligesom noget stødt: „jeg hører dog, at I ej finde det synderlig magtpaaliggende at bryde sig om, hvad der gjøres ved min; men jeg kan jo ikke egentlig fortænke eder deri“. Forlegen herved, sagde Paal: „synes du, at der bør komme nogen Bod for dette, da tør jeg vel stole paa dit Maadehold og overlade dig Selvdom“. „Vogt dig vel“, sagde Snorre spøgende, „at jeg ikke, naar jeg først skal værdsætte mig selv, gjør det for grovt“. „Det er første Gang“, svarede Paal, „at jeg har været ude for en saadan Ubehagelighed, som jeg havde givet meget for at undgaa, og som jeg, hvis den var uundgaaelig, aller mindst havde vristet skulde ramme dig; men derfor passer det jo godt, at du raader for Afgjørelsen, og jeg vil kun bede dig, at du intet bestemmer, førend alle vore fælles Venner og andre retsindige Mænd ere tilstede“. Dette lovede Sturla, og Paal haandsalede ham Selvdom, hvorimod Sturla til Gjengjeld haandsalede ham at Sagen dermed skulde være bilagt.
Den følgende Vaar (1181) begav Sturla sig til Bødvar, som fremdeles boede paa Deildartunga, og lod sende Bud til Reykjaholt med Anmodning til Paal Prest om han vilde umage sig derhen for at høre Opgjøret. Paal kom, og Sturla begyndte med det Spørgsmaal, hvor mange Personer Paal vilde have indbegrebet i Forliget. Paal, som ikke anede nogen List herunder, svarede: „mig selv, min Kone og mine Sønner“. „Ikke flere“, spurgte Sturla. Paal nævnte endnu et Par. „Nævner du dem“, sagde da Sturla, „saa vil jeg netop ikke have dem indbegrebne, thi nu bærer du selv Vidne om, hvilke Personer der have haft Deel i det svigagtige Anslag mod mig“. „Jeg kan forsikre“, sagde Paal, „at dette slet ikke var nogen overlagt Plan, og at ingen anden har Deel deri, end den som gjorde det: jeg nævnte kun disse Folk, fordi de altid vise sig mest rede-
