Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/82

Denne siden er korrekturlest
64
Magnus Erlingssøn.


ende hans Herkomst. De overlagde om, hvad han skulde tage sig til, thi hans Optræden ved Byrge Jarls Hof, som Søn af Kong Sigurd Mund, havde nu rygtets til Norge, og det var derfor ej raadeligt for ham at begive sig did. Og de fandt det da bedst, at han for det første begav sig til et eller andet fremmed Land, for der at oppebie den belejlige Tid, naar den, som de haabede, engang maatte komme.

11. Sverre antager Høvdingdømmet over Birkebeinerne og faar Kongenavn.


Men det samme Rygte, som afskrækkede Sverre fra at vende tilbage til Norge, var imidlertid ogsaa kommet for de Levninger af Birkebeinernes Flok, der efter Slaget paa Ree havde taget Flugten til de svenske Grændseegne. De hørte, at den Søn af Kong Sigurd Mund, om hvem Rygtet fortalte, var kommen til Vermeland, og det var heel naturligt, at de strax i ham saa en Mand, der kunde træde i den faldne Eysteins Sted. De søgte derfor allesammen hen til ham, og bade ham om at blive deres Høvding. Men de vare i en elendig Forfatning, nogle haardt saarede, nogle uden Klæder, de fleste uden Vaaben: derhos vare de alle saa unge, at det ej tyktes raadeligt, med dem at begynde store Foretagender. Han afslog derfor deres Anmodning. „Det seer ikke ud til,“ sagde han, „at I og jeg tilsammen ville kunne udrette noget synderligt, thi I mangle alt, og jeg har heller ikke stort at fare med. Jeg har derhos nøje betragtet Eders Flok, og maa tilstaa, at I just ikke see mig ud til at kunne afgive synderlig dygtige eller paalidelige Følgesvende før den, der prøver et saa farligt Spil, som at sætte sig op mod Erling Jarl. En Mand som jeg, der kun er fød paa en Klippe ude i Havet, fjernt fra andre Lande, og som ikke har seet andre Folks Skikke førend nu, efterat jeg kom til Norge, er desuden lidet skikket til store Foretagender, og aller mindst til at styre en Hær eller lægge Planer til at vinde Land og Rige. Heller ikke er jeg kjendt af Nogen; over min Herkomst hviler der et Mørke, og ingen veed andet derom, end hvad jeg selv fortæller. Det kunde hænde, at hvis I siden bleve misfornøjede med mig, turde det stikke Eder at sige til mig, som til Eders forrige Høvding, at I ikke ret vide, hvad Mand I have taget til Høvding og tjene; thi netop dette bebrejdede jo som oftest Eders Fiender Eder. Det forekommer mig derfor virkelig, at I og jeg ikke have stort andet tilfælles, end Mangel og megen Vaande. Jeg har Bekymring nok før, om jeg ikke ogsaa dertil bærer Eders Nød og Elendighed. Men siden I nu engang have henvendt Eder til mig, vil jeg give Eder et godt Raad: Byrge Jarl, min Svoger, og Fru Brigida have tre Sønner, hvis Fødsel lige saa vel berettiger dem til Norges Krone, som Magnus Erlings-