ligesom Faderen, modtog Diakonat-Vielsen[1], knyttede ham neppe sterkere til Kirken end denne, og at han, som det fortælles, ivrigt understøttede Biskop Thorlak, naar andre Høvdinger stode ham imod, var aabenbart mere for Frændskabs Skyld, end af nogen kirkelig Iver. Det var saaledes ej at vente, at han ved sin Ophøjelse paa Biskopsstolen skulde forfølge Thorlaks Planer med nogen synderlig Iver. Vel erklærede han ved sin Tiltrædelse, at han vilde „paabyde alle de Bud, som hans Formand og Morbroder Thorlak havde paabudt“[2], men det blev ved denne Erklæring; han beskjeftigede sig mest med at ophjelpe og forskjønne Skaalholts Kirke, saavel som med at faa Morbroderen Thorlak anerkjendt som Helgen, hvilket ogsaa lykkedes ham, idet der paa Althinget 1198 blev bestemt at Thorlaks Dødsdag, 23de December, skulde holdes hellig med to Dages Faste, hvorefter siden hans Been med stor Højtidelighed bleve optagne og lagte i et kostbart Skriin, der hensattes over Alteret i Skaalholt Kirke[3], hvor det stod lige til Reformationen, og hvert Aar paa hans Festdag blev baaret om i Procession med de sædvanlige Højtideligheder og Andagtsøvelser, uagtet ingen pavelig Kanonisation paafulgte, men den eneste Bekræftelse af Thorlaks Helligdom ved højere Myndighed skede paa det ovenfor omtalte Provincialmøde i Nidaros 1229, da ogsaa Erkebiskop Eysteins Hellighed vedtoges[4]. Hole Biskopsstol vilde nu heller ikke staa tilbage, men ligeledes have en egen Skytshelgen, og denne sandt man i den 1121 afdøde for sin kirkelige Iver højt agtede Biskop Jon Agmundssøn, ved hvis Grav der allerede i længere Tid sagdes at skee Jærtein, og hvis Been nu ved Biskop Brands Foranstaltninger bleve optagne, skriinlagte og højtideligt hensatte over Alteret, medens hans Helligdom vedtoges paa Althinget, og hans Dødsdag, 23de April, optoges i Helligdagenes Tal[5]. Om Biskop Paal endog, hvad der neppe er tænkeligt, efterat være bleven Biskop, ganske havde forsaget de verdslige og med sin hele Iver omfattet de kirkelige Interesser, vilde der dog, som Sagerne endnu stode, ikke være kommet synderligt ud af hans Bestræbelser; hans egen Fader vilde sandsynligviis have slaaet Haanden af ham, og han handlede derfor sikkert viseligen i ej at røre ved den Steen, han ej kunde løfte. Vi ville ogsaa i det følgende see ham hylde Maadeholdets og Rolighedens Sag lige overfor den ufornuftige, fanatiske Biskop Gudmund i Hole. Derimod anvendte han al din Indflydelse, hans Embede og mægtige Familieforbindelser gav ham,
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/821
Denne siden er korrekturlest
803
1180–1230. Begivenheder paa Island. Thorlak og Jon Helgener.
