Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/823

Denne siden er korrekturlest

805

1180–1230. Begivenheder paa Island. Anundsbranden.

synligviis hele Thingalmuen være blevet indviklet i Striden. Til Forlig kom det dog ikke; der blev kun tilsagt foreløbig Grid. (1196)^[1]. Imidlertid havde Gudmund Dyre og Anund Thorkellssøn allerede længe ligget i Uenighed med hinanden af forskjellige Aarsager^[2], hvorved Uretten mest synes at have været paa Anunds Side, ligesom denne overhoved viste sig

↑ Sturlungasaga III. Cap. 40.
↑ Den første Anledning til Uvenskabet mellem Gudmund og Anund Thorkellssøn er det ikke uden Interesse at lære nærmere at kjende. Omstændighederne derved vare følgende: En rig, ung Mand, Telt Gudmundssøn, var død uden Børn under et Ophold imorgen Hans nærmeste Arving vilde under sædvanlige Omstændigheder have været Faderen, der endnu levede, men da denne allerede for længere Tid tilbage havde ladet sig optage som Munk i Tveraa Kloster, meente hans Brødre, Halldor og Bjørn, vistnok med Rette, at han nu var at betragte som død for Verden, og derfor uberettiget til Arven, som følgelig maatte tilfalde dem. Dette hindrede dog ikke den anseede Eyjulf paa Grenjadarstad, fra at begive sig hen til Klostret og afkjøbe Gudmund den hele Arv, saavel Jordegods som Løsøre, for en Spotpriis. Da Halldor og Bjørn erfarede dette, henvendte de sig til hver sin Godordsmand om Hjelp, Halldor til den oftere omtalte Thorvard Thorgeirssøn, der nu boede paa Madrevalle i Hørgaardal, Bjørn til Anund Thorkellssøn, der dengang boede paa Laugaland. Begge Høvdinger tilsagde dem sin Bistand, imod at de ganske overlode dem Retten til at indkræve og hæve Arven, og saaledes var det ikke længer de lidet anseede Halldor og Bjørn, men Godordsmændene Thorvard og Anund med deres mægtige Venner og Frænder, der optraadte som Eyjulfs Modstandere. Deres første Handling var, med en Styrke af 50 Mand at tage Teits Hovedgaard Helgastad i Reykjadal i Besiddelse, og sætte sig fast der. Eyjulf, der paa sin Side ligeledes samlede Venner og Frænder, stevnede, da intet Forlig kunde komme i Stand, Anund til Things for uberettiget Benyttelse af anden Mands Ejendom, og Thorvard stevnede derimod flere af hans Følge under et eller andet Paaskud. Sagen skulde behandles paa Vadlething, hvor begge Parter indfandt sig mandsterke, og da Anund og Thorvard kom med den faste Beslutning, ikke at indlade sig paa nogen Proces eller fredelig Afgjørelse, vilde det upaatvivleligt være kommet til blodig Kamp, hvis ikke Gudmund Dyre havde lagt sig imellem med en endnu sterkere Flok, saa at det hverken kom til Rettergang eller til Slag, men Sagen derimod blev henskudt til næste Althing. Paa dette tabte Thorvard og Anund Sagen, og der skulde følgelig holdes Feransdom eller Exekution, hvortil Eyjulf forberedede sig ved paany at samle en bevæbnet Flok, medens Anund og Thorvard ligeledes samlede Folk for at hindre Forretningen. Atter vilde det da være kommet til Blodsudgydelse, hvis ikke Gudmund Dyre paany havde lagt sig imellem. Deels samlede han sine egne Folk, deels fik han nogle til Hjelp af Sigurd Ormssøn (paa Svinafell), der nu, efter at være gift med Tume Kolbeinssøns Enke, forestod Stifsønnens Gods og Høvdingedømme i Skagafjorden tinder dennes Fraværelse i Udlandet. Sagen blev bilagt ved den brave Grim Snorressøn paa Hov, Thorvards Svoger, der fik bragt et Giftermaal i Stand mellem Thorvards Datter og en af Eyjulfs fornemste Tilhængere Kløng Kleppjarnssøn. Sturlungasaga III. 9–11.

[1] Sturlungasaga III. Cap. 40.

[2] Den første Anledning til Uvenskabet mellem Gudmund og Anund Thorkellssøn er det ikke uden Interesse at lære nærmere at kjende. Omstændighederne derved vare følgende: En rig, ung Mand, Telt Gudmundssøn, var død uden Børn under et Ophold imorgen Hans nærmeste Arving vilde under sædvanlige Omstændigheder have været Faderen, der endnu levede, men da denne allerede for længere Tid tilbage havde ladet sig optage som Munk i Tveraa Kloster, meente hans Brødre, Halldor og Bjørn, vistnok med Rette, at han nu var at betragte som død for Verden, og derfor uberettiget til Arven, som følgelig maatte tilfalde dem. Dette hindrede dog ikke den anseede Eyjulf paa Grenjadarstad, fra at begive sig hen til Klostret og afkjøbe Gudmund den hele Arv, saavel Jordegods som Løsøre, for en Spotpriis. Da Halldor og Bjørn erfarede dette, henvendte de sig til hver sin Godordsmand om Hjelp, Halldor til den oftere omtalte Thorvard Thorgeirssøn, der nu boede paa Madrevalle i Hørgaardal, Bjørn til Anund Thorkellssøn, der dengang boede paa Laugaland. Begge Høvdinger tilsagde dem sin Bistand, imod at de ganske overlode dem Retten til at indkræve og hæve Arven, og saaledes var det ikke længer de lidet anseede Halldor og Bjørn, men Godordsmændene Thorvard og Anund med deres mægtige Venner og Frænder, der optraadte som Eyjulfs Modstandere. Deres første Handling var, med en Styrke af 50 Mand at tage Teits Hovedgaard Helgastad i Reykjadal i Besiddelse, og sætte sig fast der. Eyjulf, der paa sin Side ligeledes samlede Venner og Frænder, stevnede, da intet Forlig kunde komme i Stand, Anund til Things for uberettiget Benyttelse af anden Mands Ejendom, og Thorvard stevnede derimod flere af hans Følge under et eller andet Paaskud. Sagen skulde behandles paa Vadlething, hvor begge Parter indfandt sig mandsterke, og da Anund og Thorvard kom med den faste Beslutning, ikke at indlade sig paa nogen Proces eller fredelig Afgjørelse, vilde det upaatvivleligt være kommet til blodig Kamp, hvis ikke Gudmund Dyre havde lagt sig imellem med en endnu sterkere Flok, saa at det hverken kom til Rettergang eller til Slag, men Sagen derimod blev henskudt til næste Althing. Paa dette tabte Thorvard og Anund Sagen, og der skulde følgelig holdes Feransdom eller Exekution, hvortil Eyjulf forberedede sig ved paany at samle en bevæbnet Flok, medens Anund og Thorvard ligeledes samlede Folk for at hindre Forretningen. Atter vilde det da være kommet til Blodsudgydelse, hvis ikke Gudmund Dyre paany havde lagt sig imellem. Deels samlede han sine egne Folk, deels fik han nogle til Hjelp af Sigurd Ormssøn (paa Svinafell), der nu, efter at være gift med Tume Kolbeinssøns Enke, forestod Stifsønnens Gods og Høvdingedømme i Skagafjorden tinder dennes Fraværelse i Udlandet. Sagen blev bilagt ved den brave Grim Snorressøn paa Hov, Thorvards Svoger, der fik bragt et Giftermaal i Stand mellem Thorvards Datter og en af Eyjulfs fornemste Tilhængere Kløng Kleppjarnssøn. Sturlungasaga III. 9–11.

[1]

[2]