for hans Æt, ja for den hele Ø, døde kort efter (1ste November 1197),[1] Hans ældste, egtefødde Søn Sæmund Jonssøn arvede hans Besiddelser og Anseelse, men synes neppe at have slægtet ham paa i Kjærlighed til Videnskabelighed og boglige Sysler, ligesom han var langt fra at besidde Faderens Dygtighed.
Det var nu, heder det, en Tid saa at sige roligt i Herederne. Men denne Herlighed varede ikke længe, thi Thorgrim, Anunds Svigersøn, sendte en Snigmorder hemmeligt afsted for at dræbe Kolbein, hvilket vel mislykkedes, men havde den naturlige Følge, at Kolbein, der endnu ikke havde faaet udredet de ham paalagte Bøder fuldstændigt, ophørte med yderligere Udbetalinger. Siden forenede Thorgrim sig med Anunds tre Sønner, hvoraf de to vare Prester, strejfede med dem og flere om paa Nordlandet, for at opsøge og dræbe flere af dem, der havde været med ved Angrebet paa Langelid, og paa denne Maade bleve ikke faa anseede Mænd tagne af Dage[2]. De overfaldt endog Gudmund Dyres Gaard Bakke, medens han selv var borte, og plyndrede der. Det var nu Thorgrims Hensigt at sætte sig fast paa Gaarden Laugaland med en talrig Flok, men Biskop Brand fik ham afsnakket dermed, og Thorgrim begav sig syd over Fjeldene ned til Sønderlandet, hvor han blev venskabeligt modtagen af Sæmund Jonssøn, der beholdt ham hos sig i 14 Dage, og lovede ham sin Bistand. Sæmunds Halvbroder, Biskop Paals Fuldbroder, Orm Jonssøn, var da tilfældigviis ej tilstede. Men han kom hjem strax efter at Thorgrim var rejst, og spurgte, om han havde lovet Thorgrim nogen Bistand. Da Sæmund ikke kunde negte dette, bebrejdede Orm ham alvorligt, at han vilde understøtte en Mand, der havde brudt det Forlig, deres egen højt agtede Fader havde stiftet. „Du veed altfor godt“, sagde han, „at jeg aldrig forsager dig, men det vilde dog gaa haardt paa for mig, om jeg skulde staa Thorgrim bi og derved haane vor salig Faders Ord, ja ham selv og os alle.“ Sæmund følte sig truffen herved, og den Hjelp, Thorgrim fik af ham, blev nu kun heel ringe. Thorgrim vendte tilbage til Nordlandet og fortsatte sine Plyndringer. Ved fredelskende Mænds Mellemkomst blev der vel tilvejebragt en Aftale om at begge Parter skulde voldgive Sagen under Thorvald Gissurssøn og Telt Oddessøn, en Høvding fra Østfjordene, og disse afsagde
- ↑ Sturlungasaga III. Cap. 22. 45. Paal Biskops Saga Cap. 7. 20.
- ↑ Sturlungasaga III. Cap. 24, 25. De vigtigste af disse Drab vare de, der skede ved et: Overfald paa Gaarden Lauvaas, hvor Bonden Gudmunds Brodersønner Haakon og Hildebrand, saavel som Thorstein og Snorre Snorressønner, bleve aflivede, og viste megen Tapperhed. Ved denne Lejlighed vilde nogle dræbe et spædt Drengebarn, hvortil Hildebrand var Fader, men Thorgrim havde dog saa megen Menneskelighed, at han ilede til og forbød at tilføje Børn og Kvinder noget Ondt. Det er denne Begivenhed, der i Annalerne omtales ved 1198 under Angivelse „Drab i Lauvaas.“
