Thorvald Gissurssøn havde faaet mæglet Forlig. Men Snorre var utilfreds med dette, tog siden Anledning af en Arve-Sag til at paaføre Magnus Søgsmaal, fik ham dømt fredløs, og indfandt sig paa det følgende Althing med 840 bevæbnede[1] Mænd, foruden sine Brødre og deres Skarer. Da faa det meget farligt ud, og hele Thinget befandt sig i heftig Gjæring, da Forlig endelig gjenoprettedes ved Magnus Gissurssøn, der nys forud var kommen tilbage fra Norge, efter at være bleven indviet af Erkebiskop Guthorm til Biskop i Teits Sted.[2]. Magnus havde, som det allerede ovenfor er nævnt, siden Biskop Paals Død forestaaet Biskopsstolens Bestyrelse i Forening med sin Broder Gissur og han var saaledes paa en Maade selvskreven til at vælges. Selv højbyrdig og nøje forbunden med Øens bedste Familier, ligesom Biskop Paal, fulgte han saa ganske dennes Exempel, idet han saa vidt muligt holdt sig udenfor alle Partierne, og anvendte al den store baade verdslige og gejstlige Indflydelse, han besad, til at bilægge Tvistigheder og overholde Fred og Enighed i Landet. Derved sørgede han langt anderledes, saavel for Landets Vel, som for Kirkens og sin egen Hæder, end om han havde efterlignet den fremfusende, forfængelige Gudmund og havde sat Alt paa Spidsen for at drive utidige og uforberedte Reformer igjennem. Han var tillige alt for meget Aristokrat og hævet over Hobens Gunst, til at han skulde kunne finde Behag i en saadan Virksomhed og saadanne Omgivelser, som dem, hvorpaa Gudmund satte Priis. Men han var ogsaa den sidste Biskop, Island havde af dette Slags. Det var ikke uden Betydning, at han tillige var den sidste islandske Biskop, der havde indgaaet Egteskab[3]. Gudmund stræbte alt for ivrigt efter Hellighed, og var for nidkjær i at opretholde alle Pavebud, til at kunne tillade sig noget i hans Øjne saa vanhelligt og stridende mod den gejstlige Lov som at gifte sig. Men vist er det, at om han havde været gift, da havde han aldrig kunnet begaa saa mange Misgreb som dem, hvilke han nu i sin eenslige, fra alle borgerlige Forhold adskilte Stilling saa hyppigt tillod sig[4]. Gudmunds
- ↑ Af disse vare 80 Nordmænd.
- ↑ Sturlungasaga, IV. 21. „Dette Forlig“, tilføjer Sagaen, „var Snorre til stor Hæder, og fra den Tid af voxede ret hans Anseelse i Landet.“ Man kan derfor paa en vis Maade ansee denne Begivenhed som Vendepunktet, efter hvilket Oddeverjernes Magt var i Dalen, Snorres i Tiltagen. Den gamle Sæmund anede ogsaa noget saadant, idet han paa Thinget 1215, da han første Gang havde staaet Magnus Gudmundssøn bi, sagde med kjendelig Harme: „disse Brødre (Snorre o. s. v.) drage sig saa frem, at neppe nogen kan maale sig med dem“.
- ↑ Hans Hustru hed Halldora Hjaltedatter, Sturlungasaga III. 5.
- ↑ Ved at læse Biskop Paals Saga, vil man erfare, hvad hans værdige Hustru
