og Magnus’s nærmeste Eftermænd vare ej alene ugifte, men, som vi ville see, Ikke-Islændinger, hvis Interesser derfor vare aldeles fjernede fra Landets egne, og som saaledes vel, hvad der ved første Øjekast kunde ansees heldigt, stode ganske udenfor Partierne, men som derved tillige kunde virke desto villigere og hensynsløsere naar det gjaldt at undergrave Landets Selvstændighed.
Thi den Tid var nu omsider for Haanden, da Norges Herskere virkelig kastede deres Øjne paa Island, og alvorligt tænkte paa at underlægge sig Landet, neppe uden Tilskyndelse fra flere af Øens egne Høvdinger, af hvilke nogle vistnok meente det ærligt, og kun tænkte paa at standse Vold og forebygge Anarchi, andre derimod lige saa vist lededes af Ærgjerrighed og Egennytte, idet de nærmest haabede ved fremmed Hjelp at svinge sig op over sine Ligemænd. Paaskud til at blande sig ind i Landets Anliggender eller endog at hjemsøge det med Vaabenmagt vilde vel ikke til nogen Tid have været saa vanskeligt at finde for hvilken som helst norsk Konge, der havde faaet Lyst til at underlægge det sit Herredømme. Men, merkeligt nok, just nu forefaldt der Begivenheder, som mere end andre vare skikkede til at fremkalde denne Lyst, og virkelig dannede det første Led til den Kjede af Tildragelser, der endte med at bringe Øen under Norges Herredømme. Samme Aar, Snorre Sturlassøn og Oddeverjerne havde deres sidste Strid paa Thinget, drog Paal, en Søn af Sæmund Jonssøn[1], over til Norge. Han maa sandsynligviis have opført sig meget overmodigt og pukket saavel paa sin Faders store Magt, som paa sin Herkomst fra Kong Magnus Barfod[2], thi Bergensmændene gjorde sig lystige over ham, og spurgte ham haanligt, om han var kommen for at blive Konge eller Jarl over Norge; nogle ytrede endog at det var farligt at lade ham opholde sig i Landet: han kunde maaskee sætte sig i Spidsen for en eller anden Oprørsflok, som saa mange nu havde gjort. Herover blev den heftige unge Mand saa fornærmet, at han over Hals og Hoved forlod Bergen, for at drage til Kong Inge, uagtet det var Vintertid, og intet andet Fartøj var at faa end en Byrding. Udenfor Stad blæste der op en Storm, i hvilken baade det Skib, hvorpaa han befandt sig, og sex andre Byrdinger forliste, uden at enten
- ↑ Paal havde ivrigt deeltaget i Striden paa Althinget mod Snorre Sturlassøn: han var den første, der opfordrede Faderen til alvorligt at tage sig af Magnus Gudmundssøn.
- ↑ Hans Farfader, Jon Loftssøn, var som ovenfor berettet, en Søn af Thora, Kong Magnus’s Datter.
Herdis, som han mistede ved et Ulykkestilfælde, var for ham, og hvilken Støtte hun var ham i hans Virksomhed. Havde Gudmund haft en saadan Hustru, da havde han vist ogsaa været en langt anden Mand.
