Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/859

841

1180–1230. Begivenheder paa Island. Snorre Sturlassøn i Norge.

havde staaet ganske udenfor de sidste Konflikter mellem Oddeverjerne og Nordmændene; Orms Drab erfarede han først efter sin Ankomst til Norge, og med Sæmund og dennes Sønner var han, som vi have seet, just paa den Tid i mindre god Forstaaelse. Desto mere Vegt maatte hans Ord have, naar han fraraadede nu voldsomme Forholdsregler. Ved aabenbar Krig, sagde han, vilde man intet udrette; langt bedre var det at gjøre sig de bedste Mænd paa Øen til Venner, og det skulde, tilføjede han, være ham en let Sag at overtale sine Landsmænd til frivilligt at give sig under Norges Konges Herredømme, især naar Sæmund Jonssøn var død, thi da var han selv og hans Brødre de mægtigste Mænd i hele Landet. Om Snorre virkelig meente noget med dette Tilbud, eller han kun fremsatte det for at afværge det truende Uvejr fra sin Fædrenø, uden nogensinde at tænke paa at opfylde det, er vanskeligt at sige; af hans senere Fremgangsmaade at dømme skulde man dog være mest tilbøjelig til at antage det sidste, og hvad man end kan have at udsætte paa Snorre, synes i det mindste ikke Fædrelandskjærlighed og Frihedssind at have manglet ham. Jarlen gik imidlertid ganske ind paa hans Forslag, men for at det ikke skulde see ud som om han kun af Vægelsind lod den engang fattede Plan fare, bad han Islændingerne anmode Kongen om at indlægge Forbøn for dem. De henvendte sig derfor til Dagfinn Bonde, der altid havde viist sig som en ivrig Ven af Islændingerne og som med Fornøjelse paatog sig at tale til Kongen. Denne var strax villig til at opfylde Begjæringen, og paa et Møde, som strax efter i denne Anledning blev holdt, sagde han disse merkelige Ord: „Herr Jarl, den Plan, der i Sommer har været paa Bane, nemlig at gjøre et Krigstog til Island, forekommer Raadet mindre heldig, deels fordi Vejen derhen er lang og besværlig, deels ogsaa fordi Landet i sin Tid er bebygget herfra, og vore Forfædre og Frænder have christnet det og skjenket det mange Fordele; hertil kommer endvidere, at de fleste af Indbyggerne intet have forbrudt sig mod os, om end enkelte have handlet ilde mod vore Thegner, og det bliver til Skade for os alle, om Landet herjes. Derfor vil jeg bede eder, Herre, at I paa mine Ord lader denne Plan fare.“ Mange andre forenede sine Bønner med hans, og Jarlen tilbagekaldte naturligviis strax Bestemmelsen. Snorre paatog sig til Gjengjeld at skaffe de norske Kjøbmænd Fred paa Island, og maatte derhos højtideligt, skjønt vistnok hemmeligen, forpligte sig til at gjøre Alvor af at anvende al sin Indflydelse for at bringe sine Landsmænd til at underkaste sig det norske Herredømme. Til ydermere Sikkerhed for, at han vilde udrette dette, skulde han sende sin Søn Jon Murte over til Jarlen som Gissel. Derimod søgte Kongen og Jarlen paa sin Side at knytte ham endnu nærmere til Norges Interesser ved at vise ham en Ære, der neppe endnu var bleven nogen Islænding til Deel, idet de udnævnte ham til Lender-