mand[1]. Kort efter drog Kongen og Jarlen østover[2], og Snorre til Island, paa et Skib, som Jarlen, blandt mange andre Gaver, havde foræret ham til Løn for hans Kvæder. Først efter en lang og haard Overrejse og med Tabet af sin Mast naaede han seenhøstes Vestmanna-Øerne, og han havde endnu ikke betraadt selve Island, førend man ej alene havde erfaret hans Ankomst, men ogsaa, hvilke usædvanlige Udmerkelser vare blevne ham til Deel og det Fredsmægler-Hverv, han havde paataget m. Man skulde have ventet, at Beboerne af Sønderlandet, og især Oddeverjerne, havde været ham taknemmelige, fordi han, uanseet de sidste Misforstaaelser, der havde hersket mellem dem, dog havde afværget og fremdeles søgt at forebygge en Krig, der, hvilket endeligt Udfald den end vilde have faaet for Norge, dog i ethvert Tilfælde vilde have været ødelæggende for dem. Men saa fanatisk var nu Stemningen mod Nordmændene, og saa heftig var Oddeverjernes Hevntørst, at de i Snorres Bestræbelser kun saa en utilbørlig Lyst til at hjelpe sine høje Velyndere i Norge paa sine Landsmænds Bekostning. Han mødtes derfor ved sin Ankomst med den største Uvilje. Han var, hed det, sat af Norges Herskere til at passe paa, at Orms Drab ej blev tilbørligt hevnet. Man spottede over hans nye Titel, over hans fornemme Bekjendtskaber i Norge, og parodierede hans Kvad til Jarlens Ære. Ingen var heftigere i sine Udladelser om ham end den ovenfor omtalte Bjørn Thorvaldssøn, Orms Svigersøn. Da Snorre paa sin Rejse fra Skibet med et prægtigt, vel bevæbnet Følge tog ind hos Biskop Magnus paa Skaalholt, kom ogsaa Bjørn der med endeel Folk, og spurgte ham ligefrem, om det var hans Hensigt at formene Orms Eftermaalsmænd deres retmæssige Erstatning og Hæder. Snorre svarede nej, men Bjørn blev ved sit, og udstødte endog Trusler, saa at Biskoppen kun med Møje fik hindret dem fra at komme til Haandgribeligheder, og de skiltes i fuldt Uvenskab. Naar Snorre allerede maatte høre saa ilde for at have paataget sig et Hverv, der kun var til Fædrelandets Gavn, hvor stor vilde ikke Forbitrelsen have været, dersom man havde vidst noget om hans hemmelige Løfte!. Men endog da vilde den sikkert have været uretfærdig, thi, som det allerede ovenfor er ytret, var det neppe hans alvorlige Hensigt at opfylde dette Løfte, det han vistnok kun gav for indtil videre at stille den heftige Jarl tilfreds. Eller, om han end i Førstningen meente det alvorligt, maa han dog efter Hjemkomsten have betænkt sig, og kun indskrænket sig til at virke for Gjenoprettelsen af den forrige fredelige Handelsforbindelse. „Thi“, siger Kongesagaen, „ingen Vej kom han med Landets Mænd, og heller ikke arbejdede han selv stort paa at befordre Jarlens Hensigter; dog
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/860
Denne siden er korrekturlest
842
Haakon Haakonssøn.
