litik, han havde angivet, dog blev den, som Kong Haakon siden fulgte, da han efter en Række af Aar atter optog Planen til at underlægge sig Island.
Imidlertid var den urolige Biskop Gudmund kommen hjem om Sommeren 1218, uden at Sagen mellem ham og Høvdingerne var kommen til nogen Afgjørelse. Han begyndte ogsaa, kan man sige, hvor han slap, og bragte atter Nordlandet, der en Tidlang havde haft Ro, i vild Forvirring. Det var vel al Ære værd, at han oprettede en Skole ved Biskopsstolen, og indsatte en Skolemester, men det lader ogsaa til, at dette skaffede alskens Pak og Landstrygere en velkommen Anledning til nu, som for, at samle sig om ham, naturligviis som foregivne Skoledisciple, saa at Indtægterne forødedes, og Omegnens Sikkerhed foruroligedes. Arnor Tumessøn ansaa det derfor paany nødvendigt at skride ind, samlede Folk, drog ved Nattetid til Hole, og førte Biskoppen fangen bort, trods al hans Modstræben[1]. Hele den Hob, man forefandt paa Gaarden, blev jagen bort, saavel som Lærer og Skoledisciple, og man truede endog med at opbrænde Skolen med alle dem, der vare der inde. Arnor tog Biskoppen med sig til sin Gaard Aas, og holdt ham hele Vintren, saavel som den følgende Sommer i strengt Fangenskab. Det var hans Hensigt atter at føre ham ud af Landet, og han beredede sig selv til at sejle bort med ham, da det lykkedes en af Biskoppens ivrige Venner, Eyjulf paa Flatø, Svigersøn af Ravn Sveinbjørnssøn, ved List at befri ham og bringe ham til sin afsides liggende Ø, hvor han for det første var i Sikkerhed, og hvor han tilbragte Vintren. Den følgende Vaar viste han sig atter i sit Biskopsdømme, og drog i Spidsen for en heel Skare af sammenløbne Folk om fra Gaard til Gaard, tiltvingende sig Gjestfrihed, hvor den ikke ydedes godvilligt, til en sand Plage for Bønderne, der klagede deres Nød for Arnor og Sighvat, og indstændigt bade dem om at befri dem fra denne Ufredsflok. Sighvat og Arnor vare strax rede, samlede Folk, og stevnede imod Biskoppen, just som han var beskjeftiget med at indvie en Kirke paa Gaarden Helgestad, men for øvrigt omgiven af den fra ham uadskillelige Skare. Denne forskandsede sig paa Kirkegaarden, og forsvarede sig en Tidlang tappert mod Høvdingernes Angreb, indtil det lykkedes disse at trænge ind paa Kirkegaarden; da flygtede hiin ind i Kirken og overgav sig paa Naade og Unaade (1220). Gudmund fik Tilladelse til at drage bort, og rejste siden syd til Sæmund Jonssøn, som da endnu levede, og hos hvem han fandt en venlig Mod-
- ↑ Biskoppen, fortælles deri sparkede imod og holdt sig fast i Dørkarme og Vegge, saa at han nær var bleven lemlæstet, i det man slæbte ham bort.
