Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/869

Denne siden er korrekturlest
851
1180–1230. Begivenheder paa Island. Snorres voxende Magt.

ham paa Ordet, og bad ham at tilsige hans Systersønner, Jonssønnerne, Fred, gjorde han allerede betydelige Vanskeligheder, og lod sig kun med Nød og neppe bevæge dertil. Siden, medens Sturla var i Besøg hos sin Fader nord i Eyjafjorden, indledede Thorvald endog Underhandlinger med Snorre om en endnu nøjere Forbindelse, og bejlede til hans Datter Thordis, skjønt Sturla just paa denne Tid var kommen paa en endnu mere end sædvanligt spændt Fod med Snorre, da denne forsvarede og understøttede en Halvbroder af den paa Grimsø faldne Eyjulf, der havde dræbt to af Sturlas Meddeeltagere i Toget[1]. Snorre gav Thorvald et gunstigt Svar, „saaledes at denne kunde skjønne, at Snorre vilde unde ham den største Hæder, hvis han vilde være Snorres skyldige Medhjelper i Alt, hvad Snorre ønskede udrettet, hvem det saa var imod“; og paa disse Betingelser blev Jaordet givet, og Brylluppet bestemt. Da begyndte rigtignok Sturla, siges der, at fatte Mistanke om, at Thorvald ikke var ham saa tro en Ven, som han ved Sammenkomsten med ham og Sighvat den forrige Sommer havde lovet at ville være[2].

Medens Snorre Sturlassøn saaledes lokkede Thorvald Vatnsfjording over fra Sighvats og Sturlas til sit Parti, drev han ogsaa andre Planer til at forøge sin Indflydelse. Det var, som vi have seet, en Streg i Regningen for ham, at Sturla havde bortsnappet den rige Solveig Sæmundsdatter saa at sige lige for hans Øjne, da han netop tænkte paa at kommet Besiddelse af hende og hendes rige Arv. Men da denne Plan nu engang var gaaet overstyr, saa han sig om efter en anden rig Arving, hvis Formue kunde komme ham til Gode. En saadan var snart funden. Allerede den Gang da han, som det ovenfor er berettet, red i Følge med Solveig fra Kelda til Odde for at skifte Arven efter Sæmund, mødte han en Kvinde, der kom ridende i en besynderlig Dragt; nemlig med en blaa Fryndsetrøje, hvis Fryndser hun havde syet rundt om Hovedet i Stedet for al anden Bedækning. Snorre vidste endnu ikke hvem det var, og fandt hendes Optog højst løjerligt. Da fik han vide, det var Hallveig, Orm Jonssøns Datter og Bjørn Thorvaldssøns Enke, der ansaaes for den rigeste Kvinde paa Island[3]. Men optagen, som han dengang var, af Tanken om Solveig og hendes rige Arv, bekymrede han sig for det første intet om den underlige Hallveig Ormsdatter. Siden efter var det en anden Sag. Hendes Rigdomme vare nu

  1. Sturlungasaga IV. 37. 38.
  2. Sturlungasaga IV. 38.
  3. Sturlungasaga IV. 36. Om Hallveig Ormsdatter og Bjørn Thorvaldssøn, se ovenfor S. 839.