den nordvestlige Deel af Øen, og overladte til sig selv af Snorre, taget sin Tilflugt til Sturla og fundet Beskyttelse hos ham, imod ganske at overdrage ham deres Godord. Intet Forlig kom dog i Stand, og Sturla forlod endog Thinget, førend Dommerne traadte sammen. Siden fik Sighvat Bortførelsessagen henstillet til Biskop Magnus’s Afgjørelse, og denne bestemte en betydelig Pengebod. Dermed var denne Sag afgjort, men med Godordet stod det endnu hen som før. Der gik nu et Aars Tid hen, hvori intet blev foretaget: deels, som det synes, fordi Sturla var beskjeftiget med andre paatrængende Anliggender, deels og fordi der indtraf en stor Dødelighed paa Kvæget, hvorved mange lede store Tab, hvilke kun de færreste kunde bære med saadan Rolighed som den rige Snorre, der, uagtet han paa eengang mistede 120 Nød, alligevel holdt et stort og usædvanligt glimrende Juleselskab „efter norsk Skik“, som det udtrykkeligt tilføjes[1]. Den følgende Vaar søgte Thord og Snorre paa korteste Maade at bringe Sagen til Ende, idet Thord i Forening med Snorres Søn Jon Murte uden videre holdt Thorsnesthing, og dertil paa egen Haand, som det hed, optoge Snorrunga-Godordet, det vil sige, erklærede sig for dets rette, arvelige Besiddere, hvem de dertil hørende Thingmænd alene skyldte Lydighed. Sturla havde ikke Styrke nok til at hindre det, og maatte med Harme see derpaa. Men da Sommeren kom, og Snorre var dragen til Althinget med et stort Følge, medens Thord endnu sad hjemme, samlede Sturla i al Stilhed Folk, og drog med dem ganske uformodet til Hvamm, hvor Thord boede, for, som han sagde, at lære denne ikke at styre ene med Snorrunga-Godordet, som paa Thorsnesthing. Dog forbød han strengeligt at tilføje Thord selv eller hans Sønner nogen Skade, og først da han intet Svar fik paa sin Anmodning til Thord om at komme ud og tale med ham, gav han Besaling til at bryde ind i Huset. Da dette var skeet og et Par af Forsvarerne vare blevne dødeligt saarede, angrede han selv, hvad han havde gjort, og skjenkede Thord med alle dennes Mænd Grid, hvilken Thords Søn, den siden som Skald saa berømte Olaf (Hvitaskald) tillyste med den sædvanlige Formular. Derpaa red Sturla bort igjen, og noget Forlig sluttedes ej. Da Thord strax efter kom til Thinget, tilbød Snorre ham strax at følge ham til Saudafell med saa mange Folk han ønskede, for at lade Sturla undgjelde Overfaldet. Men den redelige Thord afslog at benytte sig af dette Tilbud, da Griden var be-
- ↑ Sturlungasaga IV. 45. Blandt Snorres Gjester ved denne Lejlighed nævnes Hallveigs Sønner Kløing og Orm, Thord Sturlassøns Sønner, Olaf og Sturla, Thord, Søn af Thorvald Vatnsfjording, Sigurd, Halldora Ormsdatters Broder, m. fl., samt endelig den norske Hirdmand Baard unge, der var gift med Dagfinn Bondes Datter.
