stemt at skulle gjelde til Midsommer. Overhoved danner den Ærlighed og Ridderlighed, begge Frænder viste mod hinanden i denne Strid, en smuk Modsætning til Snorres Underfundighed, og til den Lavhed og Ondskab, hvormed de fleste øvrige Fejder førtes. Ud paa Høsten traf Thord tilfældigviis sammen med Sighvat og Sturla hos en fælles Bekjendt, og de talte, heder det, nok saa venskabeligt sammen om Heste og alskens Nyheder; først da Godordssagen kom paa Bane, maatte de afbryde Samtalen. Vaaren efter (1228) blev der afsagt Voldgiftskjendelse i Anledning af Sturlas Overfald paa Hvamm, og Voldgiftsmændene dømte, foruden store Bøder til alle de Saarede og for selve Overfaldet, ikke mindre end 60 Hundreder Trealensøre for Attentat mod Thords Liv. Sturla svarede hertil: „det er slet ikke for meget til de saarede, og jeg skal ærligt og redeligt betale det; det er ogsaa ganske i sin Orden at jeg undgjelder for de Mænd, der deeltoge med mig i denne uvittige Ferd; men derimod anseer jeg det aldeles utilbørligt, at jeg skal bøde for noget Attentat mod min Farbroders Liv, thi det kunne de Mænd, der vare med, noksom bevidne, at jeg ikke vilde hans Død. Heller ikke vil jeg for Eftertiden tviste med ham om noget som helst Gods, hvorom vi endnu ej ere blevne forligte“. Efter at der heller ikke paa Althinget i dette Aar var kommet til nogen Afgjørelse angaaende Godordet og Snorre havde tilbageviist et Forligstilbud fra Sturla, drog han i Følge med Thorvald Vatnsfjording, og med en Folkestyrke af henved 400 Mand ligetil Saudafell, for at underlægge sig Sturlas Thingmænd. Han opfordrede ogsaa Thord til at være med; denne svarede, at han alene vilde følge med for at see til, at alt løb saa lempeligt af, som muligt, og at han derfor endog vilde underrette Sturla om det forestaaende Besøg. Snorre sagde at han fik gjøre hvad han vilde, og Thord sendte Bud til Sturla med det Raad, ikke at oppebie Besøget hjemme, et Raad, som Sturla ogsaa strax fulgte. Snorre fandt derfor ingen Modstand, stevnede alle Sturlas Thingmænd sammen, lod dem højtideligt erklære sig for hans Thingmænd, og tog Troskabsed af dem. Anden Afgjørelse fik, som det synes, Godordssagen ikke; Snorre, som den mægtigste, satte sin Vilje igjennem, men nogen Retsdom eller Voldgiftskjendelse synes aldrig at være afsagt. Snart indtraf andre Begivenheder, der stillede den i Skyggen[1].
Thorvald Vatnsfjording havde, som det nys er berettet, ledsaget Snorre paa Rejsen til Saudafell, og vilde derfor rejse lige hjem til Isafjorden. Thord bad ham ved Afskeden tage sig vare for Ravnssønnerne, hvis Opholdssted ingen for Ojeblikket kjendte, og som upaatvivleligt vilde efterstræbe hans Liv. Thorvald takkede for hans gode Vilje, men sva-
- ↑ Sturlungasaga IV. 46–48.
