Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/877

Denne siden er korrekturlest
859
1180–1230. Begivenheder paa Island. Overfald paa Saudafell.

ladt Beretninger, er der neppe noget, ved hvilket saa stor Vildhed og Grumhed blev lagt for Dagen, som paa dette; ej at tale om, at man i Hedendommens Tider bar sig menneskeligere ad, har man – hvad der vil sige meget – neppe engang i den frygtelige Sturlungatid let for at paavise noget saa uhyggeligt. I Stedet for at gaa lige fra Isafjorden over til Breidafjorden, gik de først over Fjeldene til Steingrimsfjorden, og videre næsten lige til Rutafjorden, hvor de med eet drejede mod Vest over Hejden og kom lige ned i Laxaadalen, en Miils Vej nordefter Saudafell. Her toge de først ind paa en af de nærmeste Gaarde, og forsynede sig med tilstrækkeligt Forraad af Brændeved, om det skulde behøves, siden droge de, efter at have bundet alle Husets Folk, atter til Fjelds, og videre langs Aassiden, indtil de kom til en Fjeldkløft lige over Saudafell, hvor de ventede, indtil Mørket faldt paa. Da ilede de ned til Gaarden, femti i Tallet, med Larm og Gny, fuldt og fast bestemte paa at angribe Sturla, hvad enten han havde faa eller mange Folk hos sig, og paa at brænde ham inde, hvis de ej kunde fælde ham ved Vaabenmagt. Men heldigviis for Sturla var han ikke hjemme; thi netop samme Dag var han rejst østefter til Midtfjorden, for at mægle et Forlig. En Kone i Nabolaget havde sendt ham Bud, at han ikke burde være hjemme, „da Ufredsfylgjer vare komne i Heredet“[1]. Det lader dog ikke til at det var denne Advarsel, som bestemte ham til at drage bort, thi havde han haft Anelse om noget forestaaende Overfald, vilde han vistnok just være bleven hjemme. Hans Hustru Solveig, som han elskede højt, havde for faa Dage siden født en Datter til Verden, og var den Dag netop flyttet ind i den saakaldte Stue[2], hvor hun laa med sit spæde Barn og sin Moder Valgerd. Af vaabenøvede Mænd var der ikke mange hjemme paa Gaarden; og de fleste synes at have ledsaget Sturla; derimod var der en heel Deel Fruentimmer og Tjenestefolk. En Fremmed, der nys var kommen i Besøg, havde, besynderligt nok, just den Aften taget Bommene fra Døren, idet han gik ud; det hed siden, at han var en af Fienderne udsendt Forræder, men han benegtede det. Den første, der opdagede Fienderne, var en Barnepige, som just befandt sig ude paa Gaarden og hørte dem komme; hun styrtede ind, slukkede alle Lysene i Skaalen, lagde sig ind i Veggesengen til den lille Gudny, Sturlas og Solveigs ældste Datter, saaledes at hun ganske skjulte hende, bredede derpaa en Emne over sig, gjorde Korsets Tegn over Barnet, og befalede

  1. Sturlungasaga V. 2. Den her omtalte Kone havde det i den Tid paa Island sjeldne bibelske Navn Rachel.
  2. Stuen sees her at have været forskjellig fra den store Hall eller Skaalen, der ogsaa stundom kaldtes „Stuen“, se ovenfor S. 797.