lemlæstede saavel som uskadte, bleve nu førte ind i Stuen og bevogtede der, medens alle Gjemmer bleve opbrudte og Indholdet ranet, til en Værdi af 70 Hundreder, hvoriblandt en Deel ypperlige, kostbare Vaaben af Sturlas Vaabenkiste. Ogsaa Solveigs Kiste blev aabnet, og man var allerede i Begreb med at tage en Eske, der indeholdt hendes og Moderens Guldsmykker, da en Kone greb dem, sigende at det dog var alt for haardt, om man ikke engang vilde lade hende beholde den nødvendige Salve til de Saarede. Man lod hende i Fred, og hun bragte Valgerd den kostbare Eske[1]. Voldsmændene bleve ikke færdige med at plyndre, førend det næsten var lyst. Da toge de alle de Heste, de kunde forefinde, og droge afsted. Thord sagde til Solveig, idet han gik: „i tvende Ting er min Forventning skuffet, idet jeg nemlig deels ikke fandt Sturla, deels ej har kunnet tage dig med.“ Saa snart de vare borte, sendte Valgerd et Iilbud efter Sturla for at melde ham, hvad der var skeet; et andet Bud sendtes ud for at opbyde Folk. En af Jonssønnerne kom samme Dag til Saudafell, og Solveig bad ham strax at sætte efter Voldsmændene, men Valgerd fraraadede det, da Sturla vistnok helst undte sig selv den Tilfredsstillelse at tage Hevn. En heel Deel Folk havde imidlertid samlet sig paa en af Nabogaardene, og vilde sætte efter de bortdragende Voldsmænd, men opgav det, da man forestillede dem, at de allerede havde faaet Forspring. Da Sturla fik Ulykkesbudet, spurgte han strax om Solveig var kommen til nogen Skade; da man svarede, at hun var uskadt, gjorde han ikke flere Spørgsmaal. Mange opmuntrede ham til strax at samle Folk og tage Hevn, men han svarede, at han ej vilde forhaste sig dermed, og skyndte sig kun for det første hjem. Her fandt han stor Ødelæggelse. Femten Mennesker vare saarede, deraf sex Kvinder; en af disse, en gammel Kone, var ynkeligt tilredt, idet begge Brysterne vare hugne af hende; hun døde ogsaa tre Dage derefter; af Mandfolkene døde tvende, andre bleve Krøblinger for Levetid. Det prægtige, vel forsynede Huus var aldeles udplyndret og besudlet; Blod flød paa alle Gulve, al Drik var spildt, og overhoved alt udskjemt, som ikke kunde medtages[2].
Efterretningen om dette Overfald gik som en Løbeild over hele Landet, og alle priste Sturla lykkelig, at han ej havde været hjemme, men dadlede Snorre, hvis han, som man mistænkte ham for, havde været vidende om hvad Vatnsfjordingerne havde fore[3]. Sturla selv var af denne Tro, og stevnede ikke længe efter de omboende Bønder til sig, for
