til Bygden. De kom til en stor Aa, som de satte over, og efter som enhver kom i Land, slængte han sig ned paa Aabredden, ude af Stand til at gaa videre. Sverre og to andre satte sidst over. Strømmen drev dem langt ned ad Aaen, endelig naaede de dog den anden Bred og toge sig Hvile. Han bad nu sine Mænd at samle deres Kræfter, thi det var ikke langt til Bygden, og de havde derfor Udsigt til, ret snart at naa christne Mænds Huse, hvor de kunde hvile sig Ud og forfriske sig. Men da de kom nærmere mod Bygden, vilde Jamterne, blandt hvem der var flere af Kong Magnus’s Lendermænd, ikke vide af ham, og bøde til at gjøre ham Modstand. Han sendte da en af de før omtalte Saltnesgutter, Sigurd, mod dem, da han antog at de mindre vilde tage sig vare, naar de vidste at Høvdingen selv ikke var med. Han bedrog sig heller ikke, thi Sigurd fik, det siges ej hvorledes, fat paa alle de Fartøjer, Bønderne havde agtet at bruge mod Sverre; da han nu selv kom efter, og de savnede deres Baade, var der ikke andet for end at underkaste sig ham. Alle Magnus’s Lendermænd maatte indgaa Forlig, og Jamterne maatte holde ordentlige Vejtsler for Sverre, ja endog stille ham 60 Mand; det siges rigtignok ikke, om disse vare synderligt at lide paa. Med denne Forsterkning brød han op fra Jemteland, og tog paany Vejen til Fjelds, ikke, som det af det følgende kan sees, den almindelige Vej over Suul og Verdalen, men derimod lige i Vest, forbi Anna-Søen og Handel, til Skurdalsporten eller Glugfjeldet, og fremdeles langs Fjeldene mellem Stjørdalen og Selbo til Højderne strax østenfor Nidaros[1]. Paa denne Rejse smagte han og hans Folk ikke Mad, og sov ikke i fem Dage, for at der ej skulde gaa mindste Nys forud for dem om deres Nærmelse. Fredags Nat før Pinds (10de Juni) stod han endelig ved Rejsens Maal, i Nærheden af Byen. Den lange og æventyrlige Ferd var omsider lykkeligt til Ende.
Indbyggerne i Nidaros havde tre Fjerdingaar i Forvejen underkastet sig Eystein Meyla, og i Birkebeinernes Flok var der desuden endeel anseede Mænds Sønner fra Thrøndelagen, som Sigurd af Saltnes og hans Brødre, ikke at tale om den mindre gunstige Stemning mod Erling skakke, som i saa lang Tid havde raadet der. Sverre ventede sig derfor maaskee en ret god Modtagelse. Men om saa var, blev han heri for det første skuffet,
- ↑ At han maa have taget denne Vej, sees tydeligt deraf, at Digre var en af de nærmeste Gaarde, da han første Gang skulde trække sig tilbage fra Byen, saa Vel som deraf, at han kom imellem Selbyggerne og Selbosøen.
