at kræve deres Hjelp til et Tog mod Snorre. Men alle, eller de fleste af dem, havde, som vi vide, nys svoret Snorre Troskabsed, og gjorde derfor Indvendinger mod at fare, saa at Sturla tilsidst ærgerlig hævede Mødet og sagde, at han heldigviis ikke behøvede at spørge Dalemændene ad om alt hvad han vilde gjøre. Lidt efter rejste han hen til sin Fætter Kolbein unge, Arnors Søn, der for fire Aar siden var kommen tilbage og havde bosat sig paa sine Ættegaarde i Skagafjorden, samt egtet Snorre Sturlassøns Datter Hallbera, efter at hun var bleven skilt fra sin første Mand Arne Øreyda[1]. Det var upaatvivleligt Sturlas Hensigt at anmode Kolbein om at staa ham bi, enten mod Vatnsfjordingerne eller mod Snorre, og Kolbein, hvem Egteskabet med den indbildske, uelskværdige og dertil sygelige Hallbera just ikke bandt synderligt til Snorre, vilde vel heller ikke have negtet ham denne Hjelp, især da Sighvat endnu, saa længe han var ung, havde meget at sige hos ham. Men uheldigviis – eller rettere heldigviis for Landet – kom Sturla ved en Kapløben med Kolbein til at forstrække en Sene i Foden, saa at han en Tidlang ej kunde gaa paa den, ja endog i Førstningen laa til Sængs. Dette gjorde ham uskikket til Vaabenferd. Da Sommeren kom, red Snorre til Things med 840 Mand; hans Broder Thord med Sønnen Bødvar sluttede sig til ham med henimod 260 Mand; den hele Styrke udgjorde altsaa 1100 Mand. Vatnsfjordingerne vilde ogsaa støde til ham med 240 Mand, og røvede paa Vejen Kvæg fra Sturla, men man fandt det raadeligere at lade dem blive tilbage paa Reykjaholt. Sighvat og Sturla kom ligeledes heel mandsterke nordenfra, og til dem sluttede sig alle Østfjordingerne, navnlig Orm paa Svinafell, en Søn af Jon Sigmundssøn, samt endelig Kolbein, der havde Hallbera med, men, som det synes, alene for at sende hende tilbage til Faderen, da han bragte hende til dennes Bod, og siden, da han drog fra Thinget, lod hende blive tilbage uden engang at spørge efter hende. Gissur Thorvaldssøn, Snorres anden Svigersøn, indfandt ilet ligeledes med en Mængde Folk, men uden at tilkjendegive, hvilken af Parterne han vilde hjelpe i Tilfælde af Strid; hans Fader Thorvald, nu Munk eller Kanonikus i det nys oprettede Vedøkloster, var ligeledes tilstede, men kun som en Ven af begge Parter, for at hindre Slagsmaal. Rimeligviis var det ogsaa Gissurs Hensigt, hvis det kom til Kamp, at adskille de Stridende. Det manglede ikke paa bitre Ord mellem Tilhængerne af hvert Parti, og det var maaskee endog kommet til Haandgribe-
- ↑ Sturlungasaga IV. 39, 47. Arne var vistnok forlængst bleven ked af hende. Thi allerede strax efter Brylluppet viste hun sig uvillig til at forlade sit Fædrenehjem, og Arne, hed det, maatte derfor opholde sig den længste Tid paa Reykjaholt, da det ikke nyttede at være sammen med hende uden der. Sturlungasaga IV. 23.
