Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/883

Denne siden er korrekturlest
865
1230–33. Begivenheder paa Island. Snorre og Sturla enige.

den anseede Orm paa Svinafell, Jon Sigmundssøns Søn, tilbød endog saavel Sighvat som Sturla ham deres Understøttelse, saa at Orm ganske maatte krybe til Korset og underkaste sig Snorres Dom. Paa Hjemrejsen var Sturla, der havde samme Vej, som Snorre, i Følge med denne, og Urøkja, Snorres Søn, fulgte siden med Sturla til Saudafell[1]. Langvarig kunde imidlertid ikke Freden blive, og paa forskjellige Hold trak der atter Uvejrsskyer op. For det første opførte Vatnsfjordingerne sig saaledes, at Sturla havde største Grund til at beklage sig over dem. Siddende med mange Folk, og udarmede ved den store Pengebod, vare de stedse i Forlegenhed for det nødvendige til Huusholdningen, og hjalp sig ved at fare om i alle de nærmeste Fjorde og inddrive vilkaarlige Bidrag, ej alene af deres egne, men ogsaa af Sturlas Thingmænd. Der klagedes naturligviis til Sturla herover, og man sagde at hans Venner aldrig vilde kunde aande frit, saa længe Thord var Høvding i Isafjorden. Vel lod han i Førstningen, som om han ej vilde høre efter saadant, men det er let at forstaa, at det ligefuldt maatte gjøre Virkning paa hans allerede med Nag mod Thord opfyldte Sind, ej at tale om, at han ikke engang uden at tilsidesætte sine Høvdingspligter kunde i Længden see med Ligegyldighed paa at Thord mishandlede hans Thingmænd. Her kunde man altsaa med det første vente en Fornyelse af den gamle Fejde[2]. Dernæst ytrede der sig allerede farlige Tegn til den Strid, der siden med saadan Voldsomhed blussede op mellem Gissur Thorvaldssøn og hans Svigerfader Snorre. I Aaret 1229 var baade Gissur og Jon Murte, Snorres Søn dragne til Norge. Gissurs Hensigt var kun den sædvanlige, at see sig om i Verden; Jon derimod havde rejst bort af Misfornøjelse over at Faderen ikke, paa hans Anmodning, havde villet oplade ham Stavaholt med en Deel Gods som Morgengave til Helga, Sæmund Jonssøns Datter, om hvis Haand han agtede at anholde[3]. Jon fandt en særdeles venlig Modtagelse hos Skule Jarl, der gjorde ham først til Hirdmand, siden endog til Skutilsvein. Efter at have tilbragt Vintren hos Jarlen i Nidaros, begav han sig om Vaaren til Bergen og besøgte den fra Oslo nys hjemkomne Kong Haakon, hos hvem han synes at være bleven antagen i samme Værdighed. Her traf han sin Svoger Gissur, der, som man næsten maa formode, havde opholdt sig Vintren over hos Biskop Arne[4], og som

  1. Sturlunga-Saga V. 12–14.
  2. Sturlunga-Saga V. 11, 14.
  3. Sturlungasaga V. 7.
  4. Det heder nemlig siden efter, at Gissur sov i samme Herberge som Jon, uden at man erfarer at Biskoppen først da bad ham til sig, eller at det skede senere. Overvejer man, at Gissur sandsynligviis landede i Bergen, siden der ej tales om at han ikke kom i Berørelse med Jarlen, men og, at han da rimeligviis