dem, der fremstillede det paa en for Gissur mere graverende Maade, og hans Fader Thorvald saa sig endog nødsaget til at bringe et Møde i Stand mellem Snorre og Gissur, hvorved denne aflagde Ed paa, at han ikke havde staaet i mindste Ledtog med Drabsmanden, og at han havde fortalt den rene Sandhed. Snorre gjorde heller ingen Indvendinger derimod[1]. Til samme Tid var det egteskabelige Forhold mellem hans Datter Ingebjørg og Gissur meget daarligt; vel, heder det, holdt hun meget af ham, men de kunde dog ikke forliges. Det hjalp ikke at Thorvald og Snorre gav dem hver en betydelig Pengesum[2] for at forbedre deres økonomiske Stilling, om denne muligviis havde givet Anledning til Misforstaaelser: de maatte alligevel omsider lade det komme til Skilsmisse imellem dem. De fleste gave hende Skylden. At baade hendes og Systeren Hallberas Egteskaber bleve saa ulykkelige, uagtet i det mindste hun skal have elsket sin Mand, viser tydeligt, hvad man og veed med Vished om Hallbera, at de maa have været fulde af Nykker, og da disse for en stor Deel maa have været Følge af Opdragelsen, kastes herved et ikke ringe Lys paa den i Snorres Huus herskende Tone. Det er klart nok, at hans Børn, opvoxne i Rigdom, Overflod og under bestandige Smigrerier af Tjenere og slaviske Klienter, ere blevne saa forvænnede og forkjelede, at de ej kunde finde sig vel uden i Fædrenehuset, og derfor idelig plagede deres Mænd med utaaleligt Overmod og allehaande Luner. Den tredie Datter, Thordis, Enke efter Thorvald Vatnsfjording, var desuden højst letfærdig, som vi i det følgende ville see. Det mislige Forhold mellem Hallbera og Kolbein var det tredie til Fredens Forstyrrelse virkende Moment. Vi have seet at Kolbein unge, ked af hende, havde ladet hende blive syg tilbage hos Faderen paa Thinget 1229, uden at bryde sig videre om hende. Snorre tog hende med til Reykjaholt, hvorfra han siden lod hende bringe til en Familie i Vatnsdalen, som igjen fulgte hende til hendes Mand. Men Kolbein vilde ikke vide af hende, og hun begav sig derfor syg til sin Moder Herdis paa Borg, hvor hun indtil videre tog sit Ophold[3]. Hendes Sygdom brød ud igjen med fornyet Heftighed, og da hun prøvede et Raad, som en Kvaksalver i den nu atter tilbagekomne og omvankende Biskop Gudmunds Følge gav hende, havde dette den Virkning, at Sygdommen slog sig for Brystet, saa at hun kort efter døde[4]. Aldrig saa snart erfarede Kolbein hendes Død, førend han drog syd til Odde, og bejlede til den før omtalte Helga Sæmundsdatter, som og blev
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/885
Denne siden er korrekturlest
867
1230–33. Begivenheder paa Island. Nye Stridsemner.
