rejse gjennem hans Nabolag uden Grid. „Heraf slutter jeg da“, sagde Sturla listigt. „at du selv anseer Løftet misligholdt fra deres Side, men jeg kan jo gjerne føje dig i at love Grid“. Dermed gav han Snorre Haanden, og denne fremsagde Gridsformularen, hvorpaa Sturla drog afsted. Da han var borte, sagde Thord Sturlassøn, som havde været tilstede, at han ikke syntes videre om Udtrykket i Sturlas Ansigt, medens Griden blev sat. „Det har ingen Fare, Sturla holder nok sin Grid, som det bør sig“, svarede Snorre. Siden indbød han Vatnsfjordingerne til sig, som han havde sagt, og skal, for at vinde dem end mere, have lovet dem Hallveig Ormsdatters tvende Systres, Thurids og Valgerds, Haand; disse opholdt sig nemlig just da paa Reykjaholt[1]. Stolende paa Sturlas Løfte droge Brødrene afsted til bestemt Tid. Men de bedroge sig. Hans Beslutning var allerede før længe siden fattet, eller Fristelsen, da de kom i hans umiddelbare Nærhed, for sterk. De advaredes aller først af Presten paa Hjardarholt i Laxaadalen, der bad dem enten at vende om igjen, eller at tage en stor Omvej mod Østen, saafremt de ikke heller vilde ride lige til Saudafell og bede Sturla om Grid. Til det sidste kunde de ej bekvemme sig; det første ansaa de for en Skam, og droge videre, indtil de kom et Stykke forbi Saudafell, hvor de gjorde Holdt paa en indhegnet Plads[2] for at hvile. Imidlertid havde den samme Prest allerede ladet Sturla underrette om deres Ankomst; han samlede strax Folk, satte efter dem, og traf dem, førend deres Hviletid endnu var til Ende. De havde nok seet ham nærme sig, og Thord, som nu først anede Fare, bad sin Broder Snorre flygte bort paa den raskeste Hest; men man talte saa længe frem og tilbage herom, indtil det var for seent, og Sturla allerede var kommen lige i Nærheden. Et raskt Angreb paa Sturla kunde nu maaskee have frelst dem, da han endnu ikke havde faaet det tilstrækkelige Antal Folk samlet. Men de vare tiltoge nok til at aabne Underhandlinger, og Sturla indlod sig tilsyneladende nok saa gjerne derpaa, alene for at vinde Tid indtil de, han endnu ventede, vare indtrufne. Thi hans Beslutning var fast, ikke at gaa derfra, førend enten han selv eller Brødrene laa paa Pletten. Saa snart han saa den forventede Skare komme, lod han Suk drene strax betyde, at de maatte berede sig til Døden og gaa til Skrifte eller gjøre sig kampfærdige, hvis de tænkte paa noget Forsvar, thi om Grid kunde der ej være Tale. Da Brødrene med deres Følge tilsammen kun vare 8 Mand, Sturla derimod havde mindst 24, skjønnede de, at der var intet Haab for dem om at beholde Livet, og gik til Skrifte tilligemed deres Mænd; men desuagtet vilde de sælge sit Liv saa dyrt som muligt,
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/887
Denne siden er korrekturlest
869
1230–33. Begivenheder paa Island. Vatnsfjordingernes Drab.
