og beredede sig til Forsvar. Den unge Snorre spottede over at Sturla ansaa det nødvendigt at søge dem med saa stor Overmagt. Sturla svarede koldblodigt, at han netop brugte Overmagt for at gjøre Sagen af des snarere og lempeligere. Han lod ogsaa det første Anfald skee med Steenkast, saa at de Angrebne, der med deres Mænd stode indenfor et højt Jordhegn neppe engang kunde komme til at bruge deres Vaaben. Thord var allerede truffen af et Par Stene, da han paany tilbød Forlig, erklærede sig villig til at forlade Landet, gaa til Rom og imidlertid overlade al sin Ejendom og Magt til Sturla. Men denne var ubønhørlig, og Kampen fortsattes. De Angrebne forsvarede sig vel med største Tapperhed, og det lykkedes dem endog, da Kampen blev hidsigere, at saare nogle af deres Fiender, men de maatte dog bukke under for Overmagten, og nedlagde omsider Vaabnene, udmattede og saarede, med Undtagelse af Snorre, der ikke gav tabt, førend hans ene Been næsten var afhugget. Sturla lod kun begge Brødrene, Thord og Snorre, aflive; de øvrige skjenkede han Livet. Brødrenes, især den tinge Snorres, Drab vakte, som det synes, almindelig Deeltagelse, deels formedelst deres tapre Forsvar, deels fordi det ej kunde negtes, at Sturla skammeligt havde brudt sit Ord imod dem. Men paa den anden Side er det dog vist, at deres Død maatte være en Velgjerning for alle dem, der havde den Ulykke at bo i deres Nærhed, og den Voldsdaad, Thord .havde udøvet paa Saudafell, var af den Beskaffenhed, at den neppe med nogen Bod kunde forsones, især da Thord selv paa en vis Maade havde triumferet over Sturla, fordi han bekvemmede sig til at modtage Forlig. Dette forringer maaskee Sturlas Brøde noget; men ganske at undskylde hans Løftesbrud er umuligt[1]. Hans første Skridt var nu at sende Bud til sin Farbroder Snorre, og tilbyde ham Fred og Forlig[2]. Snorre indvilgede strax Grid for sig og sine Arvinger, men kunde ikke indlade sig paa noget Forlig for Vatnsfjordingernes Efterladte, førend han hørte deres Mening; thi vel var Thords Hoved-Arving hans endnu umyndige Søn med Snorres Datter, Einar, men den egentlige Adile eller Eftermaalsmand, der havde at paatale Drabet, var Thords uegte Broder Illuge, der strax begav sig til Snorre, medens Thordis overtog Gaardsbestyrelsen i Vatnsfjord. Imidlertid gjorde Snorre alt hvad han kunde, for at bringe et Forlig i Stand, thi han vilde, he-
- ↑ Sturlungasaga V. 16. Da Sturla kom hjem, og havde fortalt hvad der var skeet, sagde Solveig, som det fortælles, at det var tilpas til Vatnsfjordingerne for deres Grumhed ved Overfaldet paa Saudafell. Det Sted, hvor Kampen stod, var i den saakaldte Hundedal ved Breidafjorden.
- ↑ Snorre havde, som der fortælles, sendt sin Søn Urøkja for at møde Vatnsfjordingerne, og sandsynligviis være dem til Hjelp; men da han en heel Uge havde ventet forgjæves i Sælingdalstunga, vendte han sig igjen.
