thi den ved Birkebeinernes forrige Besøg i Byen faldne Nikolas Sigurdssøns Søn Sigurd, dennes Svoger Erik Arnessøn og andre Tilhængere af Erling og Magnus førte nu Befalingen, og havde sandsynligviis Huustropper nok til at holde Bymændene i Age. Det synes fra først af at have været Sverres Hensigt at forsøge et pludseligt Overfald, men man blev hans Flok var fra Byen, og Høvdingerne Sigurd Nikolassøn, Erik Arnessøn, Ivar Horte, Ivar Selke og Ivar Gjavvaldssøn droge strax over Broen med henved 1450 Mand[1] for at møde ham. Da Sverre saa dette, gik han selv ned, kun ledsaget af een Mand, for at udspejde dem nærmere; det lykkedes ham og hans Ledsager at komme ubemerket lige ind i den fiendtlige Hær, og de overbeviste sig snart om, at Overmagten var for stor til at vove noget Angreb. Han trak sig derfor tilbage for det første, men paa denne Kant, sandsynligviis i Nærheden af Jonsvandet, havde imidlertid en Flok Selbygger, i Alt henved 360 Mand, lejret sig. Sverres Mænd vare alt for trætte af Marschen og udmattede af lang Nattevaagen til at han kunde tænke paa at angribe Selbyggerne, førend de havde faaet nogen Hvile. Han sendte derfor Bud til Bonden Vigleik paa Gaarden Digren i Bratsberg, at han skulde skaffe hans Folk noget at spise, og Vigleik var dertil strax villig. Da de atter brøde op derfra, traf det sig saa heldigt, at de kom bag om de forsamlede Selbygger ned til Bredden af Selbosøen[2], hvor de toge alle deres Baade, og paa dem satte over til Bygden. Her gjorde de sig det nok saa bekvemt paa Selbyggernes Gaarde, medens Ejerne af Mangel paa Baade ikke kunde komme over. Disse saa derfor ingen anden Udvej end at samtykke i de Betingelser, Sverre foreskrev: han paabød dem at udrede en halv Maaneds Fortæring. Sverre, der imidlertid havde opholdt sig paa en af de Øer, Nidelven danner ved sit Udløb i Søen, og som siden fik Navnet Kongsholmen, brød op en Nat ganske stille og ubemerket, og drog vestover til det høje Vatsfjeld, hvorfra de, uden selv at sees, kunde iagttage alt hvad der foregik nede i Bygderne, saavel i Gauldalen, som paa Strinden og lige ned til Byen. Her saa de tydeligt, at ogsaa Gauldølerne havde samlet sig i en betydelig Hob. Men da nogle Dage gik hen uden at Gauldølerne merkede noget til dem, adspredte Hoben sig, og hver gik til sit. Aldrig saasnart saa Birkebeinerne dette, førend de brøde ned i Bygden og toge Bønderne med saadan Overraskelse, at disse gladeligen bekvemmede sig til alt hvad Sverre forlangte. Dette spurtes snart til Byen, og Tropper sendtes atter ud mod ham. Ogsaa denne Gang maatte han vige for Overmagten, men tog nu Vejen
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/89
Denne siden er korrekturlest
71
1177. Sverre i Throndhjem.
