ret saa vanskeligt for Snorre at hindre den, hvis han alvorligt havde villet, især efter at hans Broder havde advaret ham for Sturla. Men den Gang havde Snorre egentlig opnaaet alt det af Forbundet med Vatnsfjordingerne, som lod sig opnaa, og Sturla, der stod Kolbein nærmere, knade nu være ham saa meget nyttigere, ej at tale om, at det endog i Tidens Løb kunde vorde ham meget farligt, hvis Sturla og Thord bleve forligte og gode Venner, hvilket med begges højsindede Charakteer ikke var saa umuligt. Men da Thord var falden, og Vatnsfjord-Herredømmet nu virkelig var en Frugt, som Snorre naar som helst kunde plukke, trængte han igjen mindre til Sturla, og lagde nu kun an paa at vinde Kolbein, indtil han ogsaa af denne havde opnaaet hvad han ønskede, og, som man næsten maa antage, troede ganske at kunne staa paa egne Been. Sturla, der imidlertid, som det nedenfor skal berettes, skulde gjøre en Pilegrimsrejse til Rom og nu var i Færd med Forberedelserne hertil, kunde for Øjeblikket ikke tænke paa at gjøre sig nye Fiender, og fandt sig derfor nogenledes taalmodigt i at Urøkja opkastede sig til Høvding i Vatnsfjorden, skjønt det maatte være ham intet mindre end kjærkomment, saaledes at være omgiven paa begge Sider af Snorres mægtige Indflydelse. Ogsaa hans Fader Sighvat holdt fremdeles gode Miner med Snorre, og Venskabet lod endnu til at være det bedste imellem dem. Da Tiden kom, at Voldgiftskjendelsen angaaende Vatnsfjordingernes Drab skulde afsiges, indbød Snorre ham til sig, modtog ham, da han kom, med et herligt Gilde, enedes med ham særdeles godt om Afgjørelsen – det siges dog ikke, hvorledes denne kom til at lyde – og gav ham ved Afskeden et guldbeslaget Spyd med de Ord, „at de saaes alt for sjelden til at de ej skulde give hinanden Gaver, naar de skiltes ad“. Der tales ikke om at Sighvat ved denne Lejlighed lagde nogen Mistro eller Uvilje mod Snorre for Dagen. Men det er alligevel umuligt, at han med Rolighed kan have betragtet den overvættes Tilvæxt i Rigdom og Indflydelse, der nu i saa kort Tid var bleven ham til Deel, og som uden Sammenligning gjorde ham til Øens mægtigste Mand, saa at det endog er et Spørsmaal, om Jon Loftssøn nogensinde havde haft saa meget at ligt, som Snorre[1].
I disse ti eller elleve Aar, hvori Snorre Sturlassøn havde svunget sig op til saadan Magt og Anseelse, havde imidlertid ogsaa de kirkelige Anliggender taget en Vending, som end mere end forhen begunstigede og fremkaldte Indblanding fra Norge, og derved bidrog til at undergrave Øens Selvstændighed. Det er allerede omtalt, at Biskop Gudmund i Aaret 1222 af Arnor Tumessøn nødtvungen blev sendt til Norge. Han klagede sin Nød for Erkebiskop Guthorm, der ogsaa, som man erfarer, endnu
- ↑ Sturlungasaga V. 17–21.
