Magnus forblev, skjønt fremdeles suspenderet, indtil videre i Landet, hvor han maaskee især beskjeftigede sig med at ordne og tilsee det nys stiftede og indviede Marie-Kloster paa Vidø. Heller ikke brød Sighvat og Sturla sig om Indstevningen, og Thorvald ansaa sig vel saa meget mere fritagen for at adlyde den, som han nu havde slaaet sig fra Verden og ladet sig indvie til Munk, eller, som han kaldtes, Kanonikus, i Vidø, da Klostret indrettedes til et Konvent for sekulære Augustinere[1]. Fra denne Tid af indtil sin Død (1235) fremtraadte han kun sjeldnere paa den politiske Skueplads, og da kun som raadgivende og mæglende mellem de stridende Parter.
Skjønt Biskop Gudmund nu midlertidigt havde Biskopsmyndigheden over hele Øen, blev hans Stilling derved ikke i mindste Maade bedre end før, thi som Overbringer af hine Budskaber fra Erkebiskoppen havde han allerede ved sin Ankomst stillet sig paa et polemisk i Stedet for paa et forsonende Standpunkt, og lagt sig ud netop med de Høvdinger paa Nordlandet, hvis Venskab det burde være ham om at gjøre at vinde. Derhos var det ham umuligt at afstaa fra sin sædvanlige modbydelige Skik, at samle Skarer af Tiggere og alskens brødløse og urolige Personer omkring sig, og i Stedet for at dette Uvæsen tidligere kun havde været indskrænket til Nordlandet, hans egentlige Biskopsdømme, havde nu ogsaa Øens øvrige Fjerdinger den Forargelse at see ham fare om med sit uregjerlige Følge. Om Sommeren 1227 viste han sig paa Thinget, endnu kun med 30 Mand, og Snorre tog ham da under sin Beskyttelse; men siden rejste han paa Visitats i Borgarfjord-Egnen, og da samlede en stor Skare sig om ham. Alligevel fandt han i Førstningen en god Modtagelse hos de til dette Uvæsen endnu ikke vante Bønder, der endog gave ham en Deel Penge. Men da han paa sin videre Rejse vestover, var kommen til Stadarhool ved Breidafjorden, 120 Mand sterk, og agtede sig derfra lige til Hole, lod Sighvat, der just var i Besøg hos sin Søn Sturla, ham vide, at han ikke maatte understaa sig at komme til Nordlandet, og han maatte saaledes indtil videre forblive paa Stadarhool, hvor han snart kom i den yderligste Forlegenhed for Levnetsmidler til sin store Flok, saa at han blev inderlig glad, da Thord Sturlassøn, som paa den Tid endnu levede paa en spendt Fod med Sturla, bad ham og hele hans Følge til sig paa Hvamm, og beholdt dem hos sig til Faste. Det lykkedes imidlertid de samme Mænd, der mæglede Forlig mellem Thord og Sturla, ogsaa at bringe det dertil, at Gudmund fik Tilladelse til at vende tilbage til sin Biskopsstol med de Mænd, han havde hos sig bag Hvamm[2]. Af denne Tilladelse benyt-
