Mellemgang. Da tog Gunnar, Kongens Frænde, Ordet og sagde: „den eneste Maade, hvorpaa du efter vor Mening kan vise Kongen den skyldige Tjeneste, er, naar du lægger dine Æresklæder af dig, falder Kongen til Fode, og overgiver hele din Sag til hans Vold og Naade“. Jarlen svarede vred: „jeg forstod mig paa at tjene Høvdinger, da du, Gunnar, gjorde ganske andet Arbejde!“ Ved disse Ord, der umiskjendeligt indeholdt Hentydninger til Kongens ringe Familieforbindelser, enten paa fædrene Side, gjennem Sverres Halvsyskende, eller paa mødrene Side, stod Kongen op, og gik ind i Kirken, idet han bad alle dem, der vilde tjene ham, at gaa med. Hele Forsamlingen fulgte ham, undtagen Jarlen og dennes Mænd, der vendte tilbage til deres Skibe, og saaledes blev Mødet afbrudt uden noget Forlig. Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper lagde sig dog imellem, og bragte det ved deres ivrige Bestræbelser dertil, at et Forlig omsider kom i Stand til Kongens Tilfredshed, nemlig saaledes at Jarlen, som Olaf Thordssøn Hvitaskald siger i den Flokk, han digtede til Kongens Ære, „gav Kongen ganske sin Sag i Vold og stillede Sikkerhed“. Kongen maa altsaa ene have raadet for Betingelserne. Hvilke disse vare, siges ikke, men af senere forekommende Ytringer seer man at Kongen har benyttet denne Lejlighed til at raade Bod paa en Mislighed, der hidtil havde fundet Sted siden hans Mindreaarigheds Tid, og som, besynderligt nok, ikke engang ved Forliget i 1223 var bleven fjernet, nemlig at Lendermændene og vistnok tillige mange andre haandgangne Mænd ved deres tidligere til Kongen og Jarlen i Fællesskab aflagte Troskabs- og Hirdmands-Ed vare begge lige meget forbundne[1], og saaledes i Tilfælde af aabenbar Fejde mellem begge Fyrster ikke uden at bryde denne Ed kunde yde Kongen den tilbørlige Hjelp mod Jarlen. Dette forandredes nu, som man kan skjønne, derhen, at Jarlen maatte løse alle Lendermænd og haandgangne Mænd i Kongens Deel af Landet fra deres Troskabsløfte til ham, og at de derefter aflagde Troskabsed til Kongen alene, medens det derimod faldt af sig selv, at Jarlens Mænd ikke til Gjengjeld løstes fra deres Forpligtelse til Kongen, Jarlens Lensherre[2]. Derved vilde det i Tilfælde af Fejde endog blive de kongelige Lendermænds Pligt at forene sig med deres Herre mod Jarlen, medens dennes Lendermænd fremdeles vare bundne ved deres Ed til Kongen: et Forhold, der, idet
- ↑ Derfor heder det stedse: „Kongen og Jarlen gjorde N. N. til Lendermand“, f. Ex. Jon Staal og Ivar Nev 1217, Haakon Haakonssøns Saga Cap. 31, Snorre Sturlassøn 1220, Sturlungasaga Cap. 25.
- ↑ Alt dette fremgaar udtrykkeligt af Jarlens Ord til sine Venner Aaret efter, se nedenfor, jvfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 181. Naar Jarlen her siger, at han tror dem bedre, der fremdeles ere begges Lendermænd, mener han med disse aabenbart kun dem i hans Deel af Riget.
