fandt Sted paa Hedemarken, som rettede mod Biskopsstolens Fred og Sikkerhed. Det er dog ikke saa vanskeligt at see, hvo det var, efter hvis Raad Biskop Paal her handlede, og hvo der maaskee fra først af havde faaet hele denne Røre bragt til Veje, for derved at kunne virke des bedre i egne Interesser. Naar nemlig Paven, hvad man i en Sag som denne skulde have ventet, ej overdrog Norges Erkebiskop i Forening med norske Prælater, men derimod Erkebiskoppen i Lund med tvende danske Prælater at kræve Norges Konge til Regnskab og true ham med Straf, kan dette ej have været af anden Grund, end den, at Biskop Paal selv har bedet derom, af Frygt for at Erkebiskop Sigurd, der kjendte nøjere til Sagen, og desuden stod paa en god Fod med Kongen ikke vilde tage sig saa ivrigt af den, som han ønskede. Men da det nu alligevel, som vi have seet, beder at Paal i at appellere sin Sag for Paven og selv drage til Rom, handlede efter Erkebiskoppens og Jarlens Raad, kan hiint ikke have haft stort at betyde, og maa mest have bestaaet i, at Metropoliten i almindelige Udtryk tilraadede, hvad han ej vel kunde modsætte sig, medens derimod Jarlen bliver den egentlige Raadgiver, med hvem Paal i Forvejen hemmeligt har aftalt, hvorledes han skulde bære sig ad. Dette sees endnu tydeligere af et Brev, som Paven fem Dage senere (10de Oktober) skrev til Jarlen om at antage sig Biskoppens Sag, „da han vidste at han var en andægtig Mand, som søgte at befordre Kirkens Bedste[1]“. Thi denne Anmodning viser noksom, at det fornemmelig var Jarlen, til hvem hine danske Prælater ifølge Pavens Skrivelse havde at henvende sig, hvis de fandt det nødvendigt at „paakalde den verdslige Arm“, og Jarlen maa saaledes ej alene for Paal have erklæret sig villig til at føre Vaaben mod Kongen, naar det kunde skee under Kirkens Sanktion, men han har rimeligviis endog ligefra først af søgt at skaffe sig Anledning dertil. Vi have ogsaa fuldkommen Vished for, at Skule Jarl havde medgivet Biskop Paal særskilte Erender til Paven, og at han benyttede sig af denne Lejlighed til at indsmigre sig hos Paven og paakalde hans umiddelbare Bistand mod Kongen. Under 11te Oktober tilskrev Gregorius nemlig Erkebiskop Sigurd, Biskop Arne i Bergen og Biskop Orm i Oslo, hvorledes det paa Stille Jarls Vegne var blevet ham meldt, at efter at der havde været nogen Tvist mellem Kong Haakon og ham om Rigets Deling, var den nu endelig ved gode Mænds Mellemkomst bleven venskabeligen bilagt, hvorfor Jarlen nu ydmygt anholdt hos Paven om, at han vilde drage Omsorg for denne Overeenskomsts ubrødelige Overholdelse; af denne Aarsag, heder det, befaler Paven de Tilskrevne, at paasee Overeenskomsten, der fra begge Sider frivilligt var indgaaet, strengt overholdt, under kirkelig Straf, uden
- ↑ Suhm IX. 644.
