Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/912

Denne siden er korrekturlest
894
Haakon Haakonssøn.

Erkebiskop Sigurd. Dette sees saavel af den ovenfor paapegede, pavelige Henvendelse til de tre danske Prælater, hvor man skulde have ventet, at han havde henvendt sig til norske, som af den Omstændighed, at det ansaaes nødvendigt, ved en egen Paveskrivelse at opfordre Erkebiskop Sigurd med Lydbiskopper til at staa Paal bi, som om man havde en Anelse om, at han ellers ikke agtede at gjøre det, hvad ogsaa den indstrøede Paamindelse om at Forfølgelserne ogsaa kunde ramme dem, synes at antyde. Erkebiskop Sigurd stod vistnok lige saa ivrigt paa sin Kirkes Ret, som nogen af hans Forgjængere, men alt, hvad der berettes om hans Ferd, viser at han var en sindig, maadeholdende patriotisk Mand, der helst ad fredelig Vej søgte at opnaa, hvad han til Kirkens Bedste ansaa nødvendigt; han var derhos som Thrønder og Søn af en tapper Birkebeinerhøvding[1] opdragen uden Fordom mod, ja maaskee endog med Forkjærlighed for Kong Sverres Æt, og maa have haft en medfød Modbydelighed for alt, hvad der mindede om Baglervæsenet, og Forsøg paa at sønderlemme Landet eller bringe det under dansk Herredømme. Derfor maatte han vel ogsaa føle sig dobbelt krænket over at Paven, øjensynligt efter Paals og Skules Raad, med Forbigaaelse af ham, Rigets Metropolitan, og de øvrige Biskopper, gav en dansk Erkebiskop og danske Gejstlige kirkelig Straffemyndighed i Norge. Og kunne vi nu føje hertil, at de fleste af Biskop Paals Beskyldninger mod Kongen savnede al Grund, maatte dette blive en Opfordring mere til ham om at holde sig ham og hele denne Sag fra Livet. Alle de her nævnte Breve, hvortil der ogsaa føjedes et, ligeledes under 11te Oktober udstedt, paveligt Beskyttelsesbrev for Hamars Biskop, Kapitel og Kirke med deres Gods og Rettigheder – ved hvilken Lejlighed ogsaa Kirkens Jordegods, og først og fremst Helgeøen, opregnes[2] –, fik sandsynligviis Biskop Paal selv med, da han, som vi erfare, umiddelbart derefter tiltraadte Tilbagerejsen, fremdeles i Følge med Sturla Sighvatssøn. Om Biskop Paal drog lige hjem til Hamar, eller indtil videre forblev i Danmark, vides ikke; saa meget er kun vist, at han og Sturla maa have rejst usædvanlig hurtigt, da Sturla endnu samme Høst kom til Norge og traf Kongen[3]. Heraf kunde vi da slutte, at Kongen allerede før Vintrens Begyndelse maa have erfaret noget om, hvad Paal havde taget sig fore i Rom. Sommeren havde Kongen og Jarlen tilbragt sammen i Bergen, tilsyneladende ret venskabeligt „som det oftest

  1. Eindride Peim, se ovenfor S. 749, 324.
  2. Dipl. Norv. I; 14. De her opregnede Godser ere foruden Helgenen endeel Gaarde paa Hedemarken, fornemmelig i Stange, Vang og Nes.
  3. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 180, jvfr. Sturlungasaga V. 23. Her siges der at de ved Afskeden skiltes heel venskabeligt ad og gave hinanden gode Gaver, uden at man kan see om Skilsmissen foregik i Danmark eller Norge.