Forsvar, hvis Jarlen yppede Ufred i Viken. Arnbjørn skulde i saa Fald føre Overbefalingen, og de øvrige rette sig efter ham[1]. Skule Jarl var imidlertid kommen til Hamar, medens de kongelige Sysselmænd og Høvdinger paa Oplandene, Gregorius Andressøn, Haavard af Sundbu, Aslak Smjørstakk, Jon Ketling, Aamunde af Folevold, Dag af Grova[2], Odd Erikssøn, og Saxe Bladspjot, samt nogle flere, i alt elleve, allerede ved den første Efterretning om at han var kommen nordenfra over Fjeldet, toge alle de Skibe, der laa i Mjøsen, og gik ombord paa dem med deres talrige Skarer. Da Kongens Udsendinger kom til Hedemarken, sendte de strax Bud til Sysselmændene for at underrette dem om deres Erende og bede dem holde inde med alle Fiendtligheder, indtil de havde haft en Sammenkomst med Jarlen, og hørt, hvorledes han optog Kongens Tilbud. Det var paa høj Tid, thi Jarlen havde sendt en vis Nikolas af Mors op paa Hedemarken for at oppebære alle kongelige Indtægter, og Sysselmændene, som vidste om dette, agtede sig just imod ham: var Abbeden kommen to Dage senere, vilde der allerede have flydt Blod. Dette blev nu forebygget. Da Abbeden kom til Hamar og fremførte Kongens Forslag for Jarlen, gik denne strax ind derpaa, og lovede Fred for Vintren, indtil begges Venner kunde mægle Forlig. Derpaa vendte Abbeden tilbage, medens nogle af deres Følge fortsatte Rejsen til Viken, hvor de havde et vigtigt Erende for Kongen at besørge, nemlig, uden Skules Vidende, at udtage og siden overbringe Kongen en betydelig Sum Penge, som Kongen havde indsat til Forvaring i St. Laurentii Kirke i Tunsberg, og som ellers lettelig kunde falde i Jarlens Hænder[3]. Skule Jarl beskikkede nu Sysselmænd for sin Trediepart af alle Fylker paa Oplandene og i Viken, og begav sig over Oslo til Tunsberg.
Kort efter ankom de kongelige Lendermænd til Grindholmesund, og da de hørte, at Jarlen ikke øvede Fiendtligheder, besluttede de at drage hver til sin Syssel. Ved Efterretningen om deres Ankomst vilde Jarlen sende de før omtalte kongelige Sendemænd, som just nu opholdt sig i Tunsberg, hen til dem med Anmodning om at indfinde sig hos ham; men han fik til Svar, at Kongen udtrykkeligt havde sagt, at kun Erik Stilk, ikke de øvrige Lendermænd, skulde komme til Jarlen, og at derfor ogsaa kun han havde Kongebreve med. Saaledes skiltes Lendermændene ad, uden at faa tilstrækkelig Underretning om, hvilke Indrømmelser der ved den paa Hamar sluttede Overeenskomst eller rettere Stilstand var
