Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/928

Denne siden er korrekturlest
910
Haakon Haakonssøn.

et Steds blev en Bonde dræbt, paa et andet Sted tog man et Skib, og tilsidst maatte der sendes Bud efter Thord Sturlassøn om Hjelp, men da han kom, vare Voldsmændene allerede borte. Ved deres Hjemkomst var Urøkja vel tilfreds med deres Ferd: sandsynligviis vare de endog dragne ud paa hans Befaling[1]. Paa alt dette kunde Odd Olessøn, som Sturlas Repræsentant, ej see med Rolighed. Der var ogsaa en anden Omstændighed, der maatte bringe ham i et ubehageligt Forhold til Urøkja; han var nemlig for Øjeblikket hans Halvsyster Thordis’s erklærede Elsker; og havde endog en Datter med hende[2], hvilket Urøkja, om han vilde, nok kunde være berettiget til at paatale; derhos var Thordis selv højst utilfreds med at have maattet overgive Urøkja Bestyrelsen af Gaarden, og var i Uvilje flyttet derfra. Alligevel var Venskabet tilsyneladende nok saa godt mellem Odd og Urøkja[3], indtil denne fik fat paa et Brev, skrevet i Odds og Thordis’s Navn til en Bonde i Steingrimsfjorden, med Anmodning til denne om, i Forening med dem, at paasee Sturlas Tarv, og lægge sig i Vejen for Urøkja baade paa Nordsiden og Sydsiden, saa at han eller hans Folk ingensteds kunde komme og gjøre Skade. Herover blev Urøkja saa forbitret, at han slog sig sammen med Thordis’s forrige Elsker, Olaf paa Ædø[4], og en heel Deel andre, om at overfalde og dræbe Odd, der siden Vaaren havde opslaaet sin Bolig paa hans forrige Svigerfaders Gaard Eyre, og levede her paa en meget stor Fod. Odd og hans Mænd forsvarede sig særdeles kjekt, og fældte et Par af Angriberne, men disse satte Ild paa Gaarden, og nødsagede derved Beboerne til at komme ud. Flere af dem overgave sig og fik beholde Livet, men Odd, allerede haardt saaret, blev dræbt paa Urøkjas Befaling. Siden opkom det neppe ugrundede Rygte, at det ulykkelige Brev ikke engang var skrevet af Odd og Thordis, men derimod ved hans Medbejlers og Dødsfiendes, Olafs og dennes Venners, Foranstaltning[5].

Medens Urøkja paa denne Maade greb om sig i Vestfjordene, Sturlas Vælde til Fortrængsel, havde dennes Fader Sighvat ogsaa faaet en farlig Medbejler eller reentud Fiende i sin forrige Myndling Kolbein unge,

  1. Sturlungasaga III. 24.
  2. Sturlungasaga V. 22.
  3. Odd besøgte, heder det, endnu om Høsten 1233 Urøkja, ved hvilken Lejlighed de udvexlede Venskabsbeviser og Gaver. En af disse var Sverdet Steyper, der havde tilhørt Peter Stepper; men hvo der gav, og hvo der fik det, nævnes ej. Sturlungasaga III. 24.
  4. Olaf paa Ædø og en Snorre Magnussøn havde om Vaaren s. A. søgt at overfalde og dræbe Odd paa Gaarden Eyre, men forgjæves. Sturlungasaga V. 20.
  5. Sturlungasaga III.