ved det vestlige Indløb til Kroksfjorden, inderst i Breidafjorden[1]. Fra disse tvende Punkter, saavel som fra Vatnsfjord ved Isafjorden, beherskede han næsten det hele Strøg ved og imellem begge Hovedfjorde, og var saavel Thords, som Sturlas Thingmænd til stort Besvær. Derfor betragtede ogsaa Sighvat hans Ferd som et aabenbart Brud paa Forliget til Flatatunga, og vilde ikke drage til Things for at underkaste sig noget endeligt Opgjør.
Venskabet mellem Kolbein og Urøkja fik dog en uventet Afbrydelse. En af Sighvats Venner i Skagafjorden, Presten Jon Markussøn, flygtede, af Frygt for at dele Kalv Guthormssøns Skjebne, med sin Søn til Snorre Sturlassøn, der for gammelt Venskabs Skyld tog dem begge i sin Beskyttelse. Allerede herover blev Kolbein meget forbitret. Og paa Althinget, hvor han indfandt sig med 000 Mand, Snorre og dennes Tilhængere med henved 800, blev det endnu værre, da Jons Søn dræbte en af Kolbeins Mænd til Hevn for at denne efter deres Flugt havde ladet gjøre Indførsel i deres Ejendomme. Kolbein lod sine Mænd træde under Vaaben og vilde angribe Snorre. Snorre beredede sig til Forsvar. Begge Hære opstillede sig paa Sletterne nedenfor Lagretten. Kolbein opfordrede ogsaa Urøkja til at forene sig med ham om at søge Hevn for Manden, men Urøkja svarede at det ej passede sig for ham at stride mod sin Fader, og sluttede sig med sine Folk til Snorre. Nei var det nær kommet til et formeligt Slag paa selve Thingpladsen, hvis ikke Brødrene, Biskop Magnus og Thorvald Gissurssøn, havde lagt sig imellem, og med et stort Følge af Gejstlige begivet sig hen til Kolbein for at tale ham til Rette. Det hjalp betydeligt, at Gissur Thorvaldssøn, med 240 Mand under sin Befaling, efter Biskoppens Anmodning holdt sig strengt neutral. Kolbein lod sig overtale til at holde Fred og Ro, imod at Thorvald indestod for at Dom blev sat og Drabsmanden dømt fredløs, hvilket ogsaa skede. Saaledes forebyggedes Blodsudgydelse, uden at det dog egentlig kom til noget Forlig. Biskop Magnus kunde ingen Kjendelse afsige i Sagen mellem Kolbein og Sighvat, da denne ikke viste sig paa Thinget. Derimod bestemte han en Bod for Kalv Guthormssøns Drab, hvilken Kolbein uvægerlig betalte. Alligevel var Kolbein ved Snorres Optræden til Fordeel for Presten, og ved Urøkjas Vægring ved at staa ham vi, bleven saa opbragt paa begge, at han pønsede paa Hevn, og dette gjorde ham igjen forsonligere stemt mod Sighvat. Han lukkede ikke længer sit Øre for fælles Venners Bestræbelser for at megle Forlig mellem dem; de havde et Møde med hinanden, og afgjorde her, at En af dem, efter forudgangen
- ↑ Sturlungasaga V. 29.
