Lodkastning, skulde bestemme Forligsvilkaarene. Disse kjendes ej, men et af dem synes at have været dette, at Kolbein skulde drage i Pilegrimsferd til Rom, samt under sin Fraværelse overdrage Sighvat Bestyrelsen af alt sit Gods og Herredømme. Derved vilde Sighvat atter faa saa godt som udelukkende Magt paa Nordlandet. Dog skulde Kolbein, tilligemed hans Fætter af samme Navn, for det første med en betydelig Skare Bevæbnede ride over til Sønderlandet, og sætte sig fast i nogle Snorre tilhørende Gaarde i Rangaarvalle-Egnen, til Hevn for den Hjelp, han havde ydet Jon Markussøn og hans Søn. Beslutningen blev strax udført, og begge Kolbeinerne holdt et slemt Huus paa Snorres Gaarde den Sommer, ja plyndrede endog vidt og bredt i Omegnen. Den Skade, de anrettede for Snorre, ansloges til mere end 60 Hundreder. Da Høsten kom, og de ubudne Gjester endnu ej gjorde Miner til at drage bort, maatte Snorre endelig sætte sig i Bevægelse for at frelse sin Ejendom, og drog afsted med over 500 Mand, idet han derhos sendte Bud til Urøkja, at han skulde komme ham til Hjelp. Urøkja fulgte strax Opfordringen, og begav sig paa Vejen sydefter, men mødte allerede i Dale nogle Sendebud fra sin Fader, der meldte ham, at Kolbeinerne nu vare borte, og at hans Nærværelse saaledes for Øjeblikket var overflødig. Urøkja drog derfor ikke længer sydover, men gjorde derimod et stort Røvertog rundt om i Breidafjorden, fornemmelig i den Hensigt at lade sin Farbroder Thord undgjelde Toget til Reykjaholt og den øvrige Modstand, han ved flere Lejligheder havde søgt at gjøre ham. Især holdt han et slemt Huus i Bjørnshavn, hvorhen Olaf Thordssøn havde bragt alt Ransgodset fra Reykjaholt[1]. Siden bragte han Thords ældste Søn, Bødvar,i saadan Knibe, at han denne Gang maatte prise sig lykkelig ved at gode Venner søgte at megle Forlig. Urøkja tilbød gode Vilkaar, hvis man kun vilde tilstaa ham den Ære, selv at afsige Dommen. Og tragtet Thord harmfuld raabte at det aldrig skulde skee, var dog Urøkjas Overmagt saa stor, at Bødvar maatte finde sig deri. Negtes kan det heller ikke, at Urøkja ved denne Lejlighed virkelig viste, at det kun var ham om Æren, ej om Fortjenesten at gjøre, thi han forlangte ingen Bod, og lovede derimod Thords Sønner sit fuldkomne Venskab[2]. Med dette Venskab blev det dog i Førstningen ikke stort bevendt. En af Thords Sønner, Thord Tigge, der havde modtaget Urøkjas Indbydelse til at opholde sig hos ham, deeltog i en Sammensværgelse mod hans Liv, som et anseeligt Parti blandt hans talrige Huusfolk havde stiftet, men som Urøkja opdagede, og hevnede med blodig Strenghed. Thord Tigge frelste sig ved Flugten, men Urøkja drog
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/932
Denne siden er korrekturlest
914
Haakon Haakonssøn.
