hos Snorre indtil videre[1]. Dette Forbund synes at have gjort Urøkja noget bange, saa meget mere som ogsaa Sighvat Sturlassøn havde ladet Ytringer falde om, at han i Forening med Thord vilde gjøre alvorlige Skridt til at sætte en Grændse for hans Voldsomheder[2]. Urøkja, der havde alt at frygte af et Forbund mellem Sighvat og Thord, saa længe han ikke selv var forligt med denne, gjorde nu selv Sighvat Venskabs- og Forligs-Tilbud, og anmodede ham om ogsaa at paatage sig at forlige ham med hans Fader og Farbroder; han skulde, sagde han, i alle Dele føje sig efter hvad Sighvat bestemte. Sighvat lod svare, at Urøkja for det første skulde forlade Vatnsfjord og begive sig til sin Fader i Borgarfjorden, saa kunde der senere underhandles om ordentligt Forlig. Urøkja føjede sig derefter, og begav sig ned til Borgarfjorden, men rigtignok med 80 Mand, hvoriblandt flere anseede Bønder fra Vestfjordene. Snorre indsluttede sig i Reykjaholt med 240 Mand, og lod Virket om Gaarden besætte med Vagter, medens Urøkja og hans Folk gik udenfor, som om N vilde angribe det. Dog var det neppe nogensinde enten Faderens eller Sønnens Hensigt at lade det komme til Kamp, og inden man vidste Ordet af, var Urøkja med alle sine Mænd indenfor Virket, da det allerede var aftalt at Urøkja for det første skulde tage sin Bopæl paa det nærliggende Stavaholt. Man synes derfor at maatte formode, at Urøkja er kommen ind med Snorres eget Vidende og Samtykke, skjønt Loft, Biskop Paals Søn, og Høvdingen Thorleif fra det nærliggende Garde nævnes som de egnetlige Forligsmeglere[3]. Dagen efter drog Urøkja efter Bestemmelsen til Stavaholt, og opslog sin Bolig der, medens de Bønder, der havde ledsaget ham fra Vestfjordene, rejste hjem. Altsaa var nu et Slags Forlig virkelig oprettet mellem Urøkja og Thord samt dennes Sønner. Forstaaelsen mellem dem alle, Thord, Snorre, Urøkja og Thords Sønner, lod til at være nok saa god, og da Urøkja uimodsigeligt havde opfyldt den af Sighvat aller først fremsatte Betingelse, at forlade Vatnsfjord, var der saaledes grundet Haab om at han nu ogsaa kunde opnaa det endelige Forlig med Sighvat, hvorom denne tidligere havde givet Haab. Et saadant Forlig maatte være Urøkja saa meget mere ønskeligt, som Sturla Sighvatssøn, hvis Thingmænd han saa groveligen havde forurettet, hvert Øjeblik kunde ventes hjem, og Sighvat selv desuden paa denne Tid havde mere at sige
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/934
Denne siden er korrekturlest
916
Haakon Haakonssøn.
