Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/935

Denne siden er korrekturlest
917
1233–85. Urøkja Snorressøns Voldshandlinger paa Island.

end nogensinde, eftersom Kolbein unge samme Vaar havde tiltraadt sin Pilegrimsrejse til Rom, og imidlertid, som oven meldt, overladt ham Bestyrelsen af sit Høvdingedømme og alle fine Ejendomme. Efter fleres Anmodning begav Urøkja sig om Høsten personligt til Sighvat, kun ledsaget af 8 Mænd. Sighvat tog særdeles vel mod ham og hans Følge, og bevertede dem paa det ypperligste. Men da Urøkja begyndte at tale om Forlig, gjorde Sighvat Udflugter. Det hjalp ikke, at Urøkja tilbød ham alene at afgjøre alt sammen, da han havde fuldkommen Tillid til hans Humanitet. Sighvat svarede at han ej var belavet paa en saadan Afgjørelse, og maatte have.Betænkningstid. Urøkja blev der i to Nætter; den tredie Dag lod han sine Heste sadle for at drage bort. Før Afrejsen spurgte han Sighvat, om han dog ikke nu havde betænkt sig; selv gjentog han sit tidligere Tilbud. Sighvat svarede at der ej var mere imellem dem, end hvad de godt kunde blive forligte om; men hvad Urøkja derimod havde forbrudt sig mod hans Søn Sturla, derom fik denne selv indgaa Forlig. „Nu er det dig, til hvem jeg henvender mig“, sagde Urøkja, „og med hvem jeg ønsker at forlige mig; ved Sturlas og mit Mellemværende gjør jeg intet, førend han selv kommer“. Under denne Samtale kom en Mand ind og hviskede Sighvat et Par Ord i Øret. Strax efter spurgte Sighvat Urøkja, hvad Vej han vilde tage hjemover. Da Urøkja svarede at han vilde lægge Vejen over Gaase, Havne- og Handelspladsen i Eyjafjorden, for at gjøre nogle Indkjøb, raadede Sighvat ham at tage en anden Vej, og øjeblikkelig at begive sig afsted, „thi“, sagde han, „hvad vi ikke hidtil have greidet, komme vi ikke herefter til at greide“. Urøkja skjønnede rimeligviis, hvad Sighvat meente, og fulgte hans Raad. Hvad Manden havde hvisket Sighvat i Øret, var at hans Søn Sturla netop var landet ved Gaase, og ham var det ej raadeligt for Urøkja at møde. Skjønt det er aabenbart, at Sighvat søgte at udhale eller hindre Forliget, i Forventning af Sturlas nær forestaaende Hjemkomst, var han dog ærlig nok til advare sin Brodersøn for den Fare, der truede ham, hvis han personligt stødte sammen med Sturla. Urøkja red først lige til Stavaholt, men da det forventede Forlig ej var kommet i Stand, og han nu hvert Øjeblik maatte være belavet paa et Overfald af Sturla, vendte han endnu før Vintrens Begyndelse tilbage til Vatnsfjord, hvor han følte sig mere tryg. Nu var Venskabet mellem ham og Farbroderen Thords Familie saa godt, at han paa Vejen endog gjestede paa Hvamm, og at Sturla Thordssøn efter hans Indbydelse fulgte med ham til Vatnsfjord. Det samme gjorde ogsaa Andres Ravnssøn fra Katanes, der nu, efter allerede at være afsejlet, ved Modvind var dreven tilbage til Island og ej synes at