Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/939

Denne siden er korrekturlest
921
1236. Sturla Sighvatssøns Tog til Reykjarholt.

Sighvat og Sturla derved skulde hindres fra at befatte sig dermed. Urøkja drog selv tolfte tilbage til Vatnsfjord, og derfra med alt sit Forraad af Levnetsmidler og Løsøre ud til Ædø, hvor Sturla Thordssøn ogsaa kom til ham med en Deel Proviant, men som ikke forslog længe til alle de Folk, der her vare samlede, saa at man snart begyndte at lide følelig Mangel[1].

Palmesøndag (23de Marts) kom Sighvat med sine trende Sønner, Sturla, Kolbein og Thord Kakale, ned til Borgarfjorden, med ikke færre end 1000 Mand. Thord Slurlassøn red dem imøde fra Reykjaholt, og talte Sighvat haardt til Rette, fordi han i disse hellige Dage foor med Hærskjold mod sin Broder; han burde dog, sagde han, betænke at han var en gammel Mand, som snart skulde gjøre Regnskab for denne Synd. Sighvat svarede spottende: „ingen af os behøver nu at drille den anden med hans Alder, men kanskee du, Broder er bleven Spaamand paa dine gamle Dage:’“ „Jeg er ingen Spaamand“, svarede Thord, „men alligevel kan jeg nu spaa for dig, thi saa meget som du nu indbildte dig af din og dine Sønners Magt, vil der ikke gaa mange Aar hen, førend det er forbi.“ „Nu er du vred, Frænde“, var Sighvats Svar, „og man skal jo aldrig agte paa vred Mands Ord; vor Samtale bliver vel bedre næste Gang vi træffes“. Sighvat drog ikke længer end til Sidemule, Sturla derimod drog lige til Reykjaholt, uden i mindste Maade at bryde sig om Overdragelsen til Thord, men bar sig ad, heder det, som om han ejede alt sammen der, og underlagde sig alle Snorres Ejendomme i Borgarfjorden. Paa Stavaholt lod han, selve Langfredag, Kirken bryde op og en Deel der forvarede Levnetsmidler udtage, sigende at Kirken ej burde kunne beskytte bansatte Mænds Gods. Urøkja og hans Tilhængere, hvoriblandt Sturla Thordssøn, vare nemlig – det siges ikke naar – blevne satte i Ban. Alle Bønder i Heredet maatte underkaste sig Sturla. Endog Thorleif i Garde maatte finde sig i alt, hvad Sturla bød. Snorre Sturlassøn vovede ved Efterretningen om alt dette ikke engang at forblive paa Bessestad, men rejste heelt til Østlandet, hvor han tilbragte Sommeren hos Orm Jonssøn[2]. Urøkja derimod samlede og udrustede alle de Skibe, han kunde faa fat paa, og det hed, at han med denne Flaade agtede sig til Breidafjorden eller endog, om det var muligt, lige til Borgarfjorden. Sturla, hvis Fader og yngre Brødre imidlertid vare dragne hjem til Nordlandet, begav sig med en Deel Folk til Vestfjordene for at forekomme ham, og fældede flere af hans Mænd, hvor han traf dem langs Kysten, uden dog at kunne udrette noget synderligt mod ham selv. Men omsider blev denne Uro saa utaalelig for Bønderne, at de

  1. Sturlungasaga V. 44.
  2. Denne boede nu paa Gaarden Skaal strax nordenfor Tykkebø.