Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/94

Denne siden er korrekturlest
76
Magnus Erlingssøn.


seet Fartøjer slæbte den Vej, men man tog dog fat paa Arbejdet, og det lykkedes: rimeligviis fulgte man, saa vidt muligt, alle smaa Vande og Vasdrag, indtil man naaede Einavandet, og dernæst Huns-Elven indtil dens Udløb i Mjøsen[1]. Da de vel vare komne did, lod Sverre strax ro imod Lendermændene, der mindst ventede et saadant Angreb, og derfor bleve ganske overraskede. Efter en, som det synes, ubetydelig Fegtning flygtede de med deres Fartøjer sydefter, medens Sverre rensede Mjøsens nordlige Bredder for Fiender, og styrede til Hamar. Her holdt han Thing, hvor, som der staar, ingen vovede at ytre et Ord imod hans Vilje. At man imidlertid, uagtet hiint Held, endnu ikke havde synderlig Frugt for hans ubetydelige Skare, sees bedst deraf, at Hallvard paa Saastad, en af de slagne Lendermænd, gjorde et stort Gjestebud paa sin Gaard, der kun ligger noget over en Miils Vej fra Hamar, hvor Sverre opholdt sig. Vistnok var Hensigten med dette Gjestebud ogsaa at samle Folk mod Sverre, men man havde dog neppe vovet at holde saadan Sammenkomst lige i Sverres Nærhed, hvis man havde frygtet ham i nogen særdeles høj Grad. Hallvard indbød enhver, der vilde komme, for at faa samlet en saa stor Flok som muligt, og da det tillige var Kirkemesse[2], kom der en heel Deel, henimod 400. Men Birkebeinerne, der heller selv vilde gjøre Overfald end lade sig overfalde, indfandt sig uformodet paa Kirkemessedagen. Man stillede sig i Fylking paa begge Sider, og der begyndte en Fegtning, men efter kort Tids Forløb flygtede Lendermændene med deres Folk, efterladende 7 faldne og 5 fangne. Birkebeinerne gjorde sig derimod til gode med Gildeskosten. Lendermændene havde skjult deres Fartøjer, men Sverre tvang de fangne til at bekjende, hvor de vare, saaledes at han nu fik alle de Skibe, der fandtes i Mjøsen, smaa og store, i sin Magt[3]. Ligeledes tilegnede han sig alle Lendermændenes og de øvrige Flygtningers Ejendomme, saavel som alle de Landskylder, Kong Magnus og Erling Jarl skulde oppebære. Samtlige Oplande, endog Østerdalen, og, som det synes,

  1. Man har troet at den saakaldte Kjølvej mellem Randsfjorden og Einavandet skulde have faaet sit Navn efter denne Begivenhed, og der har endog dannet sig et Sagn derom. Men Navnet er aabenbart meget ældre, og kommer ikke af „Kjøl paa et Skib,“ men af „Kjøl“ i Betydningen Højdedrag,“ altsaa „Vejen over Kjølen eller Aasen“. Navnet „Kjølvejen“ om denne Skov forekommer allerede ved 1225, paa en Tid da neppe endnu Sagn derom kunde have dannet sig (Haakon H. Saga Cap. 133).
  2. Kirkemesse (tydsk Kirmeß) kaldes i Katholicismen den Højtid, der holdes hvert Aar i en Kirke paa dens Indvielsesdag. Den regnes altid blandt Sognets fornemste Fester. Den Kirke, her menes, er ej den nærliggende Stange Kirke, men Kirken paa selve Saastad, der stod indtil Reformationen.
  3. Et Sagn herom, der maaskee er gammelt, og i det Hele taget stemmer med Sagaberetningen, meddeles i Fayes norske Folkesagn S. 129.