Hertugen saaledes Snorre Sturlassøn, ligesom i Spøg, om der ikke i de gamle Gude- og Helte-Sagn stod noget om at den Odin, der plejede at ophidse Kongerne mod hinanden, ogsaa hed Gaut. „Jo visselig“, var Snorres Svar. „Saa digt nu en Vise herom“, sagde Hertugen, „og sig os, hvori vor nuværende Gaut ligner hiin“. Hertugen sigtede her til at Gaut Jonssøn var eenøjet, saaledes som man almindeligviis tænkte sig Odin[1]. Snorre, der maatte have imod Gaut, ej alene som Kongens ivrige Tilhænger og Raadgiver, men og som en særdeles Ven af Sturla, var strax rede, og kvad et Vers, hvori det hed, at ligesom Gaut eller Odin ophidsede Harald Hildetand og Ring til Strid imod hinanden, saaledes voldte den anden Gaut alt for længe Fyrsternes Uenighed, og at Kongen visselig gjorde bedst i at afholde sig fra nogen aabenbar Strid. Disse og lignende Samtaler undlode vel neppe at komme igjen for Kongen og hans Mænd, og gjorde naturligviis Ondt værre[2].
Ud paa Vintren gjorde Kongen endnu et Forsøg paa at faa Enighed gjenoprettet, idet han ved et til Throndhjem afsendt Bud lod Hertugen anmode om at samles med ham i Bergen til Sommeren. For at Bønderne ikke skulde betynges med unødvendigt Udbud, bad han ham kun at benytte nogle lette Skibe til Rejsen. Derhos lod han hilse, at Snorre og de øvrige Islændinger, der opholdt sig i Throndhjem, ikke maatte forlade Landet, førend det var blevet afgjort, med hvad Erende de skulde fare hjem. Der var nemlig indløbet Efterretning om yderst vigtige Begivenheder paa Øen, som senere skal omhandles, og det maatte med Hensyn saavel til Øens egen Fred og Rolighed, som til Kongens
- ↑ At Gaut var eenøjet, og derhos tog det meget ilde op, naar man lod ham høre det, sees af Aron Hjørleifssøns Saga, Cap. 23, hvor der tales om en Hestekamp, som Kongen kort før den Tid, vi her omhandle, lod anstille. Han havde faaet en Hest af den oftere omtalte Arne Øreyda, Snorres forhenværende Svigersøn, og Gaut en af sin Ven Sturla Sighvatssøn; begge disse Heste skulde bides, og efter en lang Kamp lod det til at Gauts Hest vilde vinde, hvorover man tydelig kunde see at Kongen ærgrede sig, medens derimod Gaut „lod sit ene Øje ret løbe om“. Da tog Aron Hjørleifssøn, der hidtil havde staaet som en uvirksom Tilskuer, sig af Kongens Hest, og opmuntrede den saa godt, at den fik Livet af den anden. Herover blev Gaut saa forbitret, at han udbrød: „jeg vilde ønske du var Sturla saa nær, som du nu er mig“. Mon svarede: „du kunde ønske dig noget nødtørftigere, nemlig at Fanden ej tager dit andet Øje, ligesom han har taget det ene“. Gaut skiftede Farve, men taug; siden var han Arons dødelige Fiende.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 194.
