sine egne Undergivne. Men da drog Hertugen selv med en Deel Skibe til Indhered, og ankrede ved Vaagsbru (hvor han tidligt i sin Ungdom havde hjulpet sin Broder Kong Inge at ydmyge Indthrønderne), medens han lod nogle af sine vikske og oplandske Hødinger med Krigsfolk drage om i Fylkerne og udpresse Skat af Bønderne, som nu ej vovede at sætte sig til Modværge, men udredede betydelige Summer, nogle en Mark Guld, andre tvende, enkelte endog alt hvad de ejede[1]. Efter denne Expedition, der rigtignok ikke var synderlig skikket til at vinde ham Tilhængere, og som derfor, ligesom hans hele Ferd efter denne Tid, synes at bære Præget af Fortvivlelsens Dumdristighed, vendte Skule tilbage til Nidaros, og plejede ivrige Raadslagninger saavel med sine verdslige Raadgivere og Krigshøvdinger, som med Chorsbrødrene, blandt hvilke han altid havde et stort Parti, om Udførelsen af sin længe nærede Plan, at antage Kongenavn og saaledes begynde en Krig paa Liv og Død med sin Svigersøn om Norges Krone. De Lendermænd, der ved denne Lejlighed omgave ham, vare hans Svoger Alf af Thornberg, Alf af Leivastad, Ivar af Sundbu i Gudbrandsdalen, Baard bratte, Baard Varg, Olaf af Vigdeild paa Frosten, Erling Ljodhorn, der nu ved sit eget Exempel godtgjorde, hvad han tidligere havde ytret om sin Æts, Standhale-Ættens, Troløshed[2], Algaute, Vesete litle, Klemet Fader, og Guthorm af Slidrheim[3]. Nogle af disse vare ærlige nok til at fraraade ham et saa farligt og for Landets Ro fordærveligt Skridt, som det, han havde fore; andre derimod talte ham efter Munden og sagde at Norges Krone var hans retmæssige Broderarv, som Kong Haakon havde berøvet ham. Selv vilde han vel ligesom kaste Ansvaret fra sig ved, som han sagde, at lade sine Raadgivere overlægge for sig selv om Sagen, og tage en Bestemmelse uden hans Indblanding. Men hans egen Lyst var dog alt for vel bekjendt, til at den ej lige fuldt skulde have Indvirkning paa Gemytterne, og han lyttede selv alt for gjerne efter dem, der smigrede denne Attraa. Chorsbrødrene synes især at have smigret hans Forfængelighed og styrket ham i hans usalige Planer. Som oftest havde han nogle af dem hos sig. De forelæste ham endog Steder i Lovbogen, der skulde godtgjøre hans Ret til Kongedømmet. Og endelig, ledet, som det heder, af egen Ærgjerrighed og andres Foresnakken, bestemte han sig til at kaste Terningerne, og lod de bedste Bønder fra hele Thrøndelagen indstevne til Ørething. Det
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 197.
- ↑ Se ovenfor S. 718.
- ↑ Ifølge Flatøbogen var Guthorm en Søn af Klemet, hvilket heller ikke er usandsynligt. Dette Sudrheim er sandsynligviis Søreim i Guuldalen. Ellers kunde man nok ogsaa her tænke paa Søreim paa Raumarike, siden flere af Hertugens Folk vare fra den Kant.
