Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/96

Denne siden er korrekturlest
78
Magnus Erlingssøn.


paa Oplandene, trak de strax Stridskræfter til sig fra hele Viken, for at drage imod dem. Den Hær, de saaledes fik samlet, var saa stor, at Sverre ved Efterretningen derom ikke længer vovede dvæle paa Oplandene, men besluttede at benytte sig af Kongens og Jarlens Fraværelse fra Bergen, for over Sogn at drage derhen. Han tog da rimeligviis den sædvanlige Vej over Vardal, Land og Valdres, for derfra at gaa over Fillefjeld til Lærdalen. Dog er det meget muligt at han ej holdt sig til Dalene, men som sædvanligt til Fjeldene for at komme desto hurtigere og mere ubemerket frem. Der tales ikke om at han mødte nogen Modstand, førend han kom ned af Fillefjeld til Lærdalen. Her var Rygtet og Budsendinger fra hans Fiender komne ham i Forkjøbet, og en stor Hob havde samlet sig for at sperre ham Vejen. De havde lejret sig paa et Sted, hvor Vejen kun var en smal Sti, med den fossende Elv paa den ene og bratte Flougbjerg paa den anden. Over Elven var det umuligt at komme, og paa Vejen selv kunde man blot gaa een for een; langs med den, oppe paa Fjeldkammen, sad Bønderne med en Mængde Steen og Tømmer, for at slippe det ned over Birkebeinerne, naar de kom forbi[1]. Sverre tabte dog ikke Modet ved at see disse frygtelige Forberedelser, men sagde til sine Folk, at han nok skulde finde paa et Raad, opsøgte selv, med nogle flere, et Sted, hvor Fjeldet kunde bestiges, og kom saaledes uforvarende bag paa Bønderne, som strax toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, der endog dræbte nogle af dem. Nu foor han, uden at støde paa videre Hindringer, ned igjennem hele Dalen lige til Lærdalsøren[2]. Herfra tænkte han paa sædvanlig Viis at tage Søvejen. Men om Morgenen vidste de ikke Ord af, førend Asser Bilse, den samme Høvding paa Hadeland, hvis Gaard de havde plyndret, kom farende med 25 Fartøjer. Birkebeinerne grebe strax til Vaaben og hindrede ham vel, trods hans Overmagt, fra at komme i Land, men Sverre indsaa dog Umuligheden af at kunne faa det nødvendige Antal Fartøjer, eller at fortsætte Vejen til Søs, siden man overalt ud efter Fjorden havde faaet Nys om at han var i Vente. Han besluttede derfor at tage den møjsommelige Vej over Fjeldene fra Lærdalen lige ned til Vors, saa vovelig en saadan Færd end var paa denne Tid af Aaret, thi Vinterdag (14 Oktbr.) var allerede omme, og man kunde hvert Øjeblik vente stort Snefald. Vejen gaar fra Grøte lidt ovenfor

  1. Munthe (Aalls Snorre III. S. 15) antager, som det synes med Rette, at dette Sted er at søge paa den gamle Vej omkring den saakaldte „Klanten“ mellem Borgunds Kirke og Husum. Sverre har da sandsynligviis besteget Fjeldet, hvor Vejen nu gaar op fra Kirkevolden til det øverste af Vindhellen.
  2. Lærdalsøren nævnes ikke udtrykkeligt, men da der tales om „selve Havnen,“ hvor Birkebeinerne hindrede Fienden fra at lande, kan der ej være Spørsmaal om noget andet Sted.