ham endnu i fem Aar[1], men nævnes, besynderligt nok, ikke siden han søgte at tale Skule til Rette i Aaret 1235; sandsynligviis har han da, ærgerlig over Skules Egensindighed, afbrudt Forbindelsen med ham og trukket sig tilbage fra det offentlige Liv. Kongen fulgte selv Nikolas til Jorden og takkede de Gejstlige for Sangen. Det var just Juleaften; da havde Kongen usædvanlig travlt, thi samme Morgen overvar han Uddragningen af „Hugroen“, hvis Reparationer just vare tilendebragte og som han vilde have paa Vandet før Juul. Efter Skik og Brug talte han nogle Ord derved, og sluttede med at tillyse den sædvanlige Julefred; derfra gik han lige til Nikolas’s Begravelse, og senere paa Dagen til Hirdstevne. Den 2den Januar (1240) afsendte han Agmund Krøkedans, der, som berettet, var kommen til ham i Julen, med 120 Hirdmænd og Gjester til Oplandene, for at staa Munan Biskopssøn bi. Agmund tog den sædvanlige Vej over Sogn og Valdres. Her traf han Munan, som endnu holdt til der, og drog i Følge med ham til Oslo, hvor de nu forefandt en Mængde Kongsmænd, der havde flygtet fra Oplandene for Varbelgerne. Men Agmund meente, at de dog ikke vare mandsterke nok, hvis Hertugen skulde komme nordenfra, og fandt det derfor raadeligst at de droge op i Gudbrandsdalen, hvilket ogsaa skede. Sandsynligviis have de da taget en betydelig Omvej, siden de ellers neppe kunde have undgaaet at støde sammen med Varbelgerne ved Mjøsen. Den Troskab, Herr Knut havde viist, belønnede Kongen nu ved skriftligt at udnævne ham og Arnbjørn Jonssøn til Over-Befalingsmænd i Viken og Oplandene, samt tillige ved at bemyndige Arnbjørn til, paa sine Vegne, at give Knut den Jarletitel, som han saa hæderligt havde afslaaet, da Skule tilbød ham den. Knut viste sig ogsaa fremdeles denne Tillid værdig.
Det kunde vel omtrent være paa den samme Tid, at en Klerk, som Biskop Arne i Bergen for Ufredens Begyndelse havde sendt til Erkebiskoppen med Breve, kom tilbage igjen. I Nidaros, hvor han endnu ej traf Erkebiskoppen hjemme, havde Hertugen modtaget alle Brevene, og ved hans Afrejse medgivet ham andre til forskjellige Folk i Bergen, efter først at have ladet dem oplæse for ham, paa det at han, som det hed, kunde overbevise sig om at de alene handlede om private Pengesager. Men da de skulde forsegles, havde han i Hast ladet dem ombytte med andre, der nu faldt i Kongens Hænder, og viste sig at være af det mest forræderske Indhold med Hensyn til ham og hans Mænd. Indholdet er dog
- ↑ Annalerne omtale hans Død ved 1245. Paal nævnes som Vidne i det bekjendte udaterede Gavebrev af Kong Haakon, hvorved han overdrager Byen Stavanger til Biskopsstolen. Er dette, som det synes rimeligligt, yngre end 1240, finde vi der saaledes Paal endnu engang.
