Forspring for dem, at han kunde advare sine Kammerater i Byen, der saaledes fik Tid til at styrte ind i Kirkerne, og det var derfor kun faa af Varbelgerne, som faldt for Birkebeinernes Haand, eller bleve saarede. Siden kom Kongen selv, og lagde sig ude ved Munkholmen. Her blev det ham meldt, at Klemet og Guthorm med en talrig Hob Varbelger holdt til inde i Klosterkirken[1], hvor de havde taget hen, saa snart de hørte at Kongen nærmede sig. Derfor vilde han ikke gaa op i Klostret, og da Varbelgerne sendte Bud til ham og bade om Grid, gav han intet Svar. Efter Raadslagning med sine Mænd roede han siden ind til Byen, hvor Erkebiskop Sigurd og Chorsbrødrene modtoge ham med Procession og bøde ham velkommen, skjønt han rigtignok kunde merke, at flere af dem talte eet og meente et andet. Kongen og Erkebiskoppen havde mange Samtaler, om den vigtige Sag, der nu satte hele Landet i Bevægelse. Enkelte af Hertugens Venner fremkom med det Forslag, at han skulde slutte Forlig med Hertugen, paa det Vilkaar, at de fik hver sin Halvdeel af Riget, og begge bare Kongenavn. Men Kongen sagde, at det ikke nyttede at byde ham saadanne Vilkaar. Derimod erklærede han, paa Erkebiskoppens Bøn om Grid for Fru Ragnhild og Jomfru Ragnrid, at han var villig til ej alene at tilstaa dem Grid, men ogsaa alle andre, der maatte have taget sin Tilflugt til Kirkerne, ja endog dem, der laa i Holms Kloster. Dette lode de sig ikke sige to Gange, men toge strax imod Forlig. Nogle gik endog i Kongens Tjeneste, andre droge hjem til deres Gaarde. Blandt de sidste synes Anførerne selv, Klemet og Guthorm, at have været, da man ikke siden hører dem omtale. Ved Efterretningen om Kongens Mildhed kom der efterhaanden allevegnefra Folk, som de Varbelger, der vare dragne med Hertugen til Oplandene, havde sat til at bestyre deres Gaarde, og som nu bade Kongen om at skaane disse. Kongen lovede at lade Gaardene staa urørte til Sommermaal, og at oppebie, om Ejerne inden den Tid vilde indgaa Forlig med ham. Med disse og lignende Forhandlinger tilbragte Kongen nogen Tid i Nidaros, ventende paa, hvad Efterretninger der vilde komme fra Oplandene om Knut Jarls og Arnbjørn Jonssøns
- ↑ Paa denne Viis maa Sagatextens Ord aabenbart rettes. Der staar nemlig at det ved Ankomsten til Holm blev ham sagt at Klemet og Guthorm „váru fyrir í bœnum“ mandsterke, og havde flygtet did ved Kongens Nærmelse, samt sad trofast i Kirken. Men da de jo allerede før vare „i Byen“, er det en Selvmodsigelse, at de siden skulde flygte „til Byen“. Og da der nu strax efter netop er Tale om, fra Kongens Side, at skjenke dem Livet, der „sad i Kirken i Holm“, er det aabenbart, at det kun er disse, der menes, og at Ordene „í bœnum“ fejlagtigt ere komne ind. Dette forklarer ogsaa, hvorfor Kongen ej vilde gaa op i Klostret. Paa denne Maade har ogsaa Peder Claussøn forstaaet Stedet, saa at altsaa hans Kodex maa have haft det Rette.
